Reality-TV forklarer Trumps succes – og fald

TV. Donald Trump opererer uden for den normale politiske tyngdekraft, fordi han ikke er en politiker. Han er en superstjerne fra reality-TV, som optræder som præsidentkandidat, og det er kilden til at forstå hans succes – og eventuelle fald.

Megyn Kelly med ryggen til og Donald Trump i mundhuggeri under den republikanske præsidentdebat på Fox News. Foto: AFP/GETTY Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Donald Trump er blevet et fænomen på trods af politik.

For politik er kedeligt. Politik er den slags med forslag og fodnoter, politik er det sted, hvor sjov går hen for at dø. Politik er Morten Østergaard.

Og Donald Trump er ikke kedelig, han er ikke fodnoter, han er ikke Det Radikale Venstre. Han er ikke politik.

Så hvad er Donald Trump?

Han er først og fremmest den frygtindgydende fusion af det mest magtfulde medie og det mest populære format inden for det pågældende medie – han er fusionen af TV og reality-TV. Han er, hvad der sker, når en generations leflen for laveste fællesnævner går ind i politik, han er produktet af alle de timer, som vi har doneret til overlevelses- og ydmygelsesshows, og han er fremtiden, som sender os et postkort fra Paradise Hotel.

Tillykke.

Donald Trump fører sig frem i valg­kampen som en forretningsmand og milliardær, og det er han også, men det er ikke, hvad der for alvor har gjort ham kendt i den amerikanske offentlighed. Det er reality-TV. Siden 2004 har han været vært på »The Apprentice«, som var udtænkt af genrens gudfar, Mark Burnett, og showet er en slags job­samtale med stunts. En blanding af »Robinson« og en kronik af Asger Aamund.

I sin første sæson fulgte 20 mio. amerikanere, hvordan håbefulde kombattanter uge for uge blev elimineret med en nedsablende salut fra Donald Trump og ordene »You are fired«. Undervejs lærte Trump tydeligvis nogle lektioner, som skulle tjene ham senere som spidskandidat i det republikanske kandidatfelt. Han lærte for det første, at »nice« er en by i Frankrig og ikke noget for reality-TV, og »han lærte, at det er godt fjernsyn at optræde despotisk og arrogant uden hensyn til omgivelserne,« skriver netmediet Vox, der først påpegede sammenhængen mellem reality-TV og politik. Trump førte sig ikke som en la-la-la Kristian Jensen i en cha-cha-cha og heller ikke som en bonderøv, der tackler radrensere og surhedsgrad med flinkhed, nej, han opførte sig som en uforudsigelig bølle, en skolegårdsbisse, og seerne elskede det.

Men ét er at tiltrække seerne, noget andet er at vinde deres respekt, og det er sin sag i reality-TV. Unge mødre, forsmåede badedyr og Nikolai og Ib i Nakskov kalder på følelser, som ikke kan omsættes i en politisk karriere. Men Trump var anderledes, hans TV-Moussolini ramte seernes usikkerhed og rådvildhed og lancerede sig som den simple løsning på begge dele, som forfatteren Jennifer Pozner skriver i sin bog »Reality Bites Back«.

Det er således ikke et tilfælde – skriver hun – at der var en perfekt symbiose mellem Trumps show og annoncørerne. General Motors lancerede en bil i showet »og 41 minutter senere havde 1.000 seere ringet og bestilt en Pontiac Solstice, uden de nogensinde havde set bilen eller prøvekørt den«. Chrysler betalte 2,5 mio. dollar for at få en bilmodel »centralt placeret i showet«, og Crest tandpasta betalte sig også frem og fik bagefter 20 mio. klik på sin website, skriver Pozner. Trump og annoncørerne gik så godt i spænd, fordi de begge snyltede på den samme hjælpeløshed hos seerne og gav dem den samme enkle løsning. Og Trump holdt sig selv op som det ultimative argument. »Jeg er rig, og det er I ikke; jeg er en vinder, og det er I ikke, og derfor…« Og annoncørerne red på ryggen af samme budskab. »Du bliver aldrig en Trump, hvis du ikke kører i en Pontiac Solstice eller børster tænder med Crest.«

Eller med andre ord: Reality-TV lærte Donald Trump, at skamløshed kaster seere af sig, og at der er et uanet marked af mennesker, som vil lytte til en rig børste med simple løsninger på komplicerede spørgsmål. Og han lærte, at virkeligheden var den virkelighed, som han gjorde virkelig, og at løsningerne var de løsninger, som han gjorde til løsninger.

Sværere er det ikke.

Det var præmissen i hans show, og det er præmissen i hans kampagne.

»Fede svin«

Trumps migrationspolitik er bare ét eksempel. Chapman University kortlagde sidste år, hvad amerikanerne var bange for – og det var et illuminerende sjælsbillede. For amerikanere er overraskende bange mennesker, de er bange for at blive overfaldet, bange for deres at miste job og pension, de er bange for terrorisme og ebola, og de ser forbrydere bag hver en hæk.

Den slags er ikke ukendt i en historisk brydningstid – tag slutningen af 1960erne – og forskere kan skrive disputatser og holde seminarer, og politikere kan tale solen ned om emnet, men hvem har tid til det? Trump har ikke. Han har et show, som han skal sælge, han er for længst kureret for skamløshed, og hans logaritme og løsning er simpel: Problemet er de 11 mio. ulovlige migranter i USA, de tager amerikanernes job og tømmer de offentlige kasser, de voldtager amerikanerne, snyder dem og smitter dem med sygdomme og smugler terrorister ind, og løsningen er at smide dem ud og bygge et fæstningsværk langs grænsen til Mexico.

Men hvad hvis kendsgerningerne siger noget andet? Hvis Pew Research og Immigration Police Center siger, at migranterne begår færre forbrydelser end indfødte amerikanere og modtager mindre bistandshjælp; at de skaber job i stedet for at tage dem, og at de hvert år betaler op mod 140 mia. dollar i skat – hvad gør Trump så?

Han diskuterer ikke kendsgerningerne, men fornærmer dem og dominerer dem og skaber sine egne kendsgerninger, og hvis man vil forstå hans modus, så klik ind på, hvad der uden tvivl vil blive et stykke politisk historie – hans duel med ordstyreren Megyn Kelly i forrige uges debat mellem republikanske præsidentkandidater på Fox News.

Kelly spurgte ham om hans holdning til kvinder, og som hun sagde. »Du har omtalt kvinder som fede svin, hunde, som grisemikler og ækle dyr...«

Trump afbrød spørgsmålet. »Jeg har kun sagt det om Rosie O’Donnell,« svarede han med henvisning til en venstreorienteret komiker, som er et velkendt konservativt hadeobjekt. Det Republikanske publikum i salen hylede af grin og klappede, Trump vendte sig mod dem og sagde »tak«. Han var nu oven på. Ikke fordi Megyn Kelly havde uret – Trump havde kaldt kvinder alle de grimme ord og ikke kun O’Donnell – men han var ovenpå, fordi han dominerede og bissede kendsgerningerne og skabte sine egne, som var bedre.

Kelly fulgte op og fastholdt, at Trump på Twitter var berygtet for at fornedre kvinder, og det var igen en uigendrivelig kendsgerning, som han svingede sig ovenpå. »Et af de helt store problemer her i landet er politisk korrekthed,« sagde han, og endnu engang klappede de tilstedeværende, ind til deres hænder sved, og Trump fortsatte:

»Jeg er blevet udfordret af så mange mennesker, og jeg har simpelthen ikke tid til total politisk korrekthed. Og hvis jeg må betro dig noget - det har vores land heller ikke.«

Mere applaus i salen og ude i det Republikanske Amerika, og efter debatten rasede Trump mod Fox News og Megyn Kelly, og han mobiliserede sin vælgerhær og skosede chefen for Fox News for at behandle ham så »foragteligt«, når han havde givet stationen »det højeste seertal i amerikansk debathistorie­«.

Trump kender seerne

Bagefter var den gode smag og de hurtige penne overbevist om, at Donald Trump var færdig, og at de havde overværet en katastrofe. Men Trump kendte sit publikum bedre end de gjorde; han havde i årevis på sit show udvist kvindeforagt, han havde opfordret nogle af deltagerne til at råbe »bitch« efter en kvindelig konkurrent, han insinuerede, at en kvindelig deltager bedst kunne bruges til oralsex, og kvinderne i showet blev ofte udsat for den slags opgaver, som krævede, at de skulle smide bukserne eller nederdelen, og i »Reality Bites Back« er Jennifer Pozner ikke i tvivl om, at manden er kvindehader og gør sig skyldig i sexchikane.

Men han slap afsted med det – og han slap afsted med det, fordi hans publikum jublede, akkurat som hans tilhængere efter Fox-debatten dunkede ham i ryggen og sagde »godt brølt, skipper«. Det endte med, at Fox News måtte gå bodsgang og love ham bedre opførsel i fremtiden, Megyn Kelly blev sendt på ferie, og de politiske saloner i Washington fik noget at tænke over.

Knivsæg

Hvor langt kan Donald Trump trække sin fusion af reality-TV og præsidentkampagne? Hvornår kommer det øjeblik, hvor han går for vidt og selvdestruerer, eller som de siger i TV-industrien – »springer over hajen?«

Svaret kan ikke findes i gængs politik, for Trump opererer uden for den politiske tyngdelov. Det er mere nærliggende at finde svaret i kilden til fænomenet – i reality-industrien. Og hvornår dør et reality-show en ufrivillig død? Det sker typisk, når seerne begynder at kede sig, eller når det bliver ramt af en uoverstigelig PR-forhindring, og foreløbigt har hverken kedsomhed eller skandaler lagt Trumps kandidatur dødt. Vi har fundet ud af, at Trump tidligere har doneret til Hillary Clinton, han har været pro-abort, hans selskaber er gået konkurs, og han er sagtsøgt for sexchikane. Men intet har rystet hans Republikanske vælgere, og han keder dem heller ikke. I den seneste Fox-måling fører han overlegent med 25 pct. af stemmerne, i den forgangne uge er de andre Republikanske kandidater begyndt at slås om at være mest enig med ham, og Trump er den af kandidaterne, som klarer sig bedst i et opgør med Demokraten Hillary Clinton.

Der skal mere til at afspore The Donald. Hvad?

Måske giver historien et svar.

En alkoholisk og populistisk senator, Joe McCarthy, stod i 1950erne bag en klapjagt på rigtige og indbildte kommunister, og jagten blev med tiden mere og mere skinger og funderet i det blå ingenting, og den faldt sammen, da et estimeret vidne ved en TV-transmitteret høring fik nok. McCarthy kom med et løgnagtigt udfald, og vidnet svarede ham: »Har De ingen fornemmelse for anstændighed, sir? Til syvende og sidst, har De ikke en rest af anstændighed?«

I det øjeblik døde mccarthyismen i USA.

Hvordan kunne det gå så let? Hvordan kunne én mand og to spørgsmål vælte, hvad der kort forinden havde været en masse­bevægelse? Svaret er, at den pågældende bevægelse hele tiden balancerede på en knivsæg mellem, hvad dens tilhængere ville tro, og hvad de kunne tro. De ville tro på McCarthy og hans korstog, men han bad dem om at tro på noget, som de umuligt kunne tro på, og til sidst blev spændet mellem det mulige og det trolige simpelt hen for stort.

Hvad der vil vælte Donald Trump? Det er ubesvarligt, men når det sker, vil vi sikkert undre os over, at der ikke skulle mere til – og samtidigt at det ikke skete længe før.

Og i den selvmodsigelse ligger svaret.

Trump er en superstjerne fra reality-TV, som optræder som præsidentkandidat.

Posted by Berlingske on 25. august 2015