Læserbrevet består af blot fem sætninger.
Dermed er det næsten imponerende, at der har indsneget sig syv fejl, som ifølge det konservative folketingsmedlem Rasmus Jarlov »alle har til formål at gøre historien værre, end den var«.
Ikke desto mindre har Jarlov spottet netop syv fejl i et læserbrev i Ekstra Bladet, hvori det påstås, at han skulle have parkeret sin store Audi tværs over fire handicappladser under Folkemødet på Bornholm i år. Derfor var Rasmus Jarlovs bil blevet fjernet og skulle afhentes i Rønne.
Alt sammen fordi han havde slået sin fod.
På Twitter har Rasmus Jarlov nu udpenslet, præcis hvor langt ved siden af skiven så godt som alle påstande i læserbrevet ramte.
Rasmus Jarlov kører i en lille BMW i stedet for en stor Audi. Han holdt ikke på tværs af fire handicappladser, men blot en. Han »spadserede« ikke væk, som der stod i læserbrevet, idet hans fod var brækket, og han i øvrigt var på krykker.
Derudover blev hans BMW 118d slæbt 500 meter væk fra åstedet til en tankstation i Allinge og altså ikke til Rønne.
»Jeg erkender fuldt ud«
Rasmus Jarlov har erkendt at have parkeret på en handicapplads, fordi han var ubekendt med reglerne på området, og havde forstået disse således, at han med en brækket fod godt måtte parkere på stedet.
»Jeg erkender fuldt ud at have dummet mig. Men hvor kommer vi hen, hvis enhver kan skrive påstande om politikere, som er både udokumenterede og faktuelt forkerte, uden at avisen tager ansvar for at korrigere det, så historierne bliver fortalt korrekt,« skriver han på Twitter.
Ekstra Bladet har efter udgivelsen tirsdag 12. juli beklaget og erkendt, at indlægget aldrig skulle have været udgivet, fordi det ikke var blevet faktatjekket eller forelagt Rasmus Jarlov.
»Den er helt gal. Vi må bare lægge os ned her og sige, at det er ikke i orden. Det læsebrev skulle slet ikke have været bragt. Det vil vi gerne medgive,« har Ekstra Bladets opinionsredaktør, Mads Kastrup.



