Radikale vil have flyafgift på regeringens første finanslov

Enhedslisten og SF er også positivt indstillede over for forslag om en »forureningsafgift« på fly.

De Radikales politiske leder vil indføre en foreningsafgift på fly. Forslaget får ros fra flere sider. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Når den socialdemokratiske regering inden længe skal indlede forhandlinger om sin første finanslov, vil Radikale Venstre tage et stærkt ønske om en flyafgift med ind til bordet.

Det skriver Politiken onsdag.

»Folketingsvalget har skabt et håb om grøn forandring – og det haster, og vi skal investere massivt i klimaet. Derfor vil en forureningsafgift på fly indgå i vores finanslovsforslag og indspil til forhandlinger om en klimalov og handlingsplan,« siger politisk leder Morten Østergaard til Politiken.

Konkret foreslår partiet at indføre en afgift, der afhænger af, hvor meget CO2 et fly udleder.

For hvert ton udledt CO2 skal flyselskabet betale 250 kroner i afgift, og det skal gælde alle fly, der letter fra Danmark.

Ud over at det vil give penge i kassen, vil det også opfordre selskaberne til at tænke mere klimavenligt, mener Østergaard.

»Så vi belønner de flyselskaber, der går forrest i den grønne omstilling, og giver dem en konkurrencefordel,« siger han til Politiken.

Umiddelbart bakker SF-formand Pia Olsen Dyhr op om det radikale ønske.

»Det synes jeg lyder rigtig positivt. Vi skal gøre mere for at nedbringe flybranchens klimabelastning. Den konkrete model må vi så diskutere, så den virker efter hensigten og ikke er socialt skæv,« siger hun til Politiken.

Enhedslisten vil også gerne diskutere flyafgifter med finansministeren.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra finansminister Nicolai Wammen (S), men finansordfører i Socialdemokratiet Christian Rabjerg Madsen roser De Radikale for at komme med forslag til finansieringskilder.

»Det ser vi frem til at drøfte med De Radikale. Det er velkendt, at vi har nogle bekymringer i forhold til flyafgifter, og dem har vi stadigvæk,« siger han til Politiken.

/ritzau/