Radikale vil give mere støtte til grønt landbrug

En større del af landbrugsstøtten skal øremærkes til grøn udvikling, mener de Radikale. Pengene skal blandt bruges på at gøre Danmark mere selvforsynende med foder til svin, mener partiets miljøordfører.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der skal flere penge til de landmænd, der ønsker at gøre deres landbrug mere klimavenligt.

Det mener de Radikales miljøordfører, Lone Loklindt (R), der ønsker at øremærke 15 procent af landbrugsstøtten fra EU til grøn udvikling. Dermed tager partiet initiativ til at skrue op for en aftale, de selv har været med til at indgå i regeringen.

»Vi vil gerne være mere ambitiøse end regeringen var i første omgang. Det har også noget at gøre med, hvordan økonomien i hele landbruget ser ud, men vi mener, at det er til gavn for alle - både landbruget og resten af befolkningen, hvis vi får gjort landbruget mere miljørigtigt,« siger Lone Loklindt.

EU gjorde det i 2014 muligt at reservere op til 15 procent af landbrugsstøtten til miljørigtige tiltag, og på den baggrund besluttede SR-regeringen gradvist at smide en større og større del af den danske landbrugsstøtte i såkaldte landdistriktspuljer. Puljerne bevilger penge til grønne initiativer i landbruget. Det betyder konkret, at man vil overføre fem procent af støtten til puljerne i 2015, seks procent i 2016 og derefter syv procent om året frem til 2020.

»Det var for ikke at tage munden for fuld i første omgang. Men vi i det Radikale Venstre ønsker så at sende et signal om, at vi faktisk gerne vil gå meget videre end det, vi gjorde i første omgang og tage det fulde skridt,« siger Lone Loklindt.

Derfor vil de Radikale altså allerede fra 2018 skrue andelen helt op til de maksimale 15 procent. Det vil altså svare til at øremærke omkring en milliard kroner til udvikling af klimarigtigt landbrug.

En del af de penge vil de Radikale gerne poste i en støtteordning, der skal gøre det mere attraktivt for danske landmænd at dyrke grøn biomasse, som kan bruges til dyrefoder.

»Vi vil gerne have det omlagt, så vi i Danmark står for vores egen foderproduktion. Så de dyr, der bliver oprettet i Danmark, kun belaster vores miljø og klima. På den måde vil vi både spare CO2 og få et mere bæredygtigt regnskab i en global kontekst,« siger Lone Loklindt.

I dag består en stor del af foderet til danske svin af udenlandsk sojaprotein, som koster dyrt på verdens CO2-regnskab. Alene den del, der produceres og fragtes til Danmark, står ifølge de Radikale for seks millioner tons drivhusgasser globalt set. Det er samme niveau som halvdelen af Danmarks samlede udledning fra landbruget.