Radikale vil fjerne civilregistrering fra folkekirken

Det er en god idé at lade kommunerne overtage opgaven med civile registreringer, som folkekirken har i dag, lyder det fra de Radikale. En ændring på området har dog lange udsigter, mener partiet.

Foto: Morten Dueholm
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Regeringspartiet de Radikale er »principielt« tilhænger af at tage opgaven med at registrere nyfødte, dødsfald og navneændringer fra folkekirken for i stedet at lægge opgaven over i kommunalt regi.

Men kirkeordfører Helle Løvgreen Mølvig (R) peger på, at det vil være en større manøvre at fjerne opgaven fra folkekirken, og derfor er en ændring af de nuværende regler ikke nært forestående.

»Radikale Venstre har helt klart den holdning, at det vil være smart at lægge det ud i kommunerne, så man ikke behøver at have tilknytning til folkekirken, hvis man gerne vil begraves eller registreres på anden måde. Men det kræver flere ting, blandt andet økonomi og at kommunerne er klar til at påtage sig opgaven. Så det er ikke noget, der kommer til at ske lige i morgen. Men af princip vil vi genre have ændringer,« siger hun.

Foreningen Humanistisk Samfund, der arbejder for en adskillelse af kirke og stat, er kritisk over for, at personer, der ikke er kristne, også må gå via folkekirken, når de eksempelvis skal registrere, at de er blevet forældre. Det er »statens diskrete støtte til kirken«, mener foreningen.

Ifølge en undersøgelse blandt 1.001 danskere, som YouGov har foretaget på vegne af Humanistisk Samfund, vil 75 procent af danskerne ændre den nuværende ordning og placere civilregistreringerne hos kommunerne. Mens Venstre og de Konservative er imod, mener de Radikale, at det vil sikre større neutralitet i det danske samfund.

»Det er en god idé at gøre det på den måde, så vi sikrer, at folk, der ikke nødvendigvis har tilknytning til folkekirken, ikke behøver at komme i kontakt med folkekirken for at foretage noget, der ikke vedrører kirken i sig selv. Vi vil gerne give folk mulighed for, at det ligger et mere neutralt sted,« forklarer Helle Løvgreen Mølvig.

Sønderjylland er det eneste område i Danmark, hvor personregistreringen foregår på kommunekontoret frem for kirkekontoret. Det skyldes et levn fra tiden under tysk herredømme.