Radikale: »Vi har ikke ændret holdning til Kofod, bare fordi vi har måttet tage vores egen medicin«

De Radikale har ikke ændret deres holdning til udenrigsminister Jeppe Kofod, fordi de selv har haft egne sager med sexisme. Han var aldrig blevet minister, hvis det havde stået til dem. Det understreger skatteordfører Kathrine Olldag.

Kathrine Olldag understreger, at de Radikale ikke har ændret deres holdning til udenrigsminister Jeppe Kofod. Han skulle ikke have været minister, hvis det stod til dem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Selv om de Radikale har været igennem et opslidende forløb med den nu afgåede politiske leder Morten Østergaards sexismesager, har de Radikale stadig samme holdning til Jeppe Kofod (S). Han var ikke blevet udenrigsminister, hvis det stod til dem.

»Vi har ikke ændret vores holdning til Kofod, bare fordi vi har måttet tage vores egen medicin,« siger den radikale skatteordfører, Kathrine Olldag, der understreger, at beslutningen om Jeppe Kofods ministerpost alene er op til Socialdemokratiet, da partiet danner en etpartiregering og dermed sætter ministerholdet.

Det radikale folketingsmedlem Samira Nawa fik for alvor sat gang i debatten om Jeppe Kofods ministerpost, da hun 10. september sagde til B.T., at hvis det stod til de Radikale, var udenrigsminister Jeppe Kofod aldrig blevet minister. Hun understreger, at sagen, hvor Jeppe Kofod tilbage i 2008 havde sex med en 15-årig til en fest efter et arrangement i DSU, betyder, at de Radikale ikke ville have valgt ham som minister.

»Nej, vi havde ikke valgt en minister, der havde sådan en sag liggende. Det, der foregik, var jo sådan set ikke ulovligt, men der var tale om et medlem af Folketinget og en 15-årig pige, som var medlem af en politisk ungdomsorganisation. Det er ikke i orden, at der var en seksuel relation der,« sagde Samira Nawa.

Medierne gravede herefter et citat frem om, at Morten Østergaard tilbage i 2008 kaldte Jeppe Kofods sag for en »lovlig dumhed«, der ikke ville have fået samme konsekvenser hos de Radikale, som den fik i Socialdemokratiet, hvor Kofod fik frataget sine ordførerskaber og udvalgsposter. Morten Østergaard måtte efterfølgende bakke sin ordfører op, men slog fast, at de Radikale ikke ville vælte Kofod.