Partier kritiserer under onsdagens afslutningsdebat i Folketinget regeringen for ikke at gøre nok for den grønne omstilling.
Faktisk er der intet område, hvor manglen på handling er større end det grønne område, siger De Radikales politiske leder, Martin Lidegaard, i sin tale.
Han vil derfor have, at miljø- og klimarettigheder indskrives i den danske grundlov. Han kalder det »en grøn grundlov«.
»Fisk dør i Danmarks indre farvande. Antallet af arter i den danske natur går ned, ikke op. Drikkevandet bliver ikke bedre, men dårligere.«
»Udbygning af vind, sol og grøn fjernvarme på land er gået i stå eller går for langsomt,« siger Lidegaard.
En grøn grundlov skal ifølge den politiske leder sikre »nuværende og kommende borgeres ret til ren luft, rent drikkevand, ren mad og statens pligt til at beskytte naturen og bidrage til et sikkert klima«.
For hverken borgernes natur-, miljø- eller klimarettigheder er indskrevet i Grundloven, som det er i dag, siger han.
Martin Lidegaard siger, at flere lande allerede har gjort det.
Ud af 193 FN-lande har 149 lande grønne bestemmelser i sin forfatning. Det gælder også Sverige og Norge – og stort set alle lande, vi sammenligner os med, siger han.
Da der efter talen er spørgsmål fra salen, siger Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, at »en grøn grundlov lyder meget spændende«.
»Det glæder jeg mig til at høre mere om,« siger hun.
Også SF kalder forslaget »super fint«.
»Det foreslog SF tilbage i 2003 – vi er så klar,« skriver formand Pia Olsen Dyhr (SF) på det sociale medie Twitter.
Under afslutningsdebatten er det ikke kun Radikale Venstre, der siger, at SVM-regeringen skal gøre mere for den grønne omstilling.
Heller ikke Enhedslisten mener, at regeringen gør tilstrækkeligt for at løse klimakrisen, siger politisk ordfører Mai Villadsen (EL) i sin tale.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har lyttet for meget til Shu-bi-dua, siger hun og citerer fra hittet »Costa Kalundborg«, hvor der blandt andet synges om palmer i Kalundborg.
»Der er sket en forurening. Af den ydre atmosfære. Så meteorologerne har lovet, at vi nu får bedre vejr,« lyder det blandt andet i sangen.
Virkeligheden vil dog ifølge Mai Villadsen nok ikke komme til at se sådan ud. For der kommer nok ikke palmer i Kalundborg, når klimaforandringerne tager til, siger hun.
I stedet kommer der voldsommere nedbør og lange tørkeperioder, siger Mai Villadsen.
/ritzau/