Radikale: »SF må redegøre for Margrete Aukens annonce«

Støtte fra Europa-Nævnet må ikke bruges til valgkampagne, siger de Radikales EP-spidskandidat efter historie om, at SF har brugt støttekroner til Margrete Aukens annoncer.

ARKIV. SFs spidskandidat til europaparlamentsvalget, Margrethe Auken. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

»Der er brug for Margrete Auken i EU«.

Sådan står der i en annonce i blandt andet Information, Metroxpress og Politiken forud for europaparlamentsvalget 25. maj. I bunden af annoncen ses SFs logo - og mere bemærkelsesværdigt - Europa-Nævnets logo.

Ifølge Metroxpress har SF modtaget 2,9 millioner kroner fra Europa-Nævnet i perioden 2012 til 2014, og nogle af de penge er gået til avisannoncer for partiets spidskandidat. Det er i strid med loven, da midlerne fra nævnet, som støtter oplysnings- og debatskabende initiativer, kun må bruges til at informere om Europa.

Historien vækker undren i både Socialdemokraternes og de Radikales EU-lejr.

Socialdemokraternes spidskandidat, Jeppe Kofoed (S), understreger, at han ikke kender noget til sagens indhold, men opfordrer SF til at finde ud af, hvad »der er op og ned«. Lignende toner kommer fra hans modstykke hos de Radikale, Morten Helveg Petersen (R).

»Jeg kender ikke sagen, men der er jo klare regler for det her, og de regler skal selvfølgelig overholdes. Og det må man da antage, at SF også har gjort. Jeg synes, SF bør redegøre for annoncen,« siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

Hvad har I selv brugt pengene til?

»Vi har været på en turné rundt i landet - på uddannelsesinstitutioner, virksomheder og debatmøder for at netop at diskutere EU. Det er jo det, der er meningen med de midler.«

Margrete Auken forklarer selv til Metroxpress, hvorfor Europa-Nævnets logo bruges i avisannoncerne:

»Det er nok fordi, de har betalt noget af annoncerne,« siger hun til avisen.

SFs pressechef, Sune Knudsen, bekræfter, at partiet har brugt EU-penge på annoncerne. Pressechefen mener dog, at der ikke er tale om valgannoncer, men en generel information om EU. Det er to reklamedirektører, som Metroxpress har talt, lodret uenige i.

Europa-Nævnet vil nu have undersøgt sagen.