Radikale: Det kan vi ikke være bekendt, Støjberg

Udlændingeminister Inger Støjberg er på et retssikkerhedsmæssigt skråplan, når hun forlanger tusindvis af sager om statsborgerskab genbehandlet, lyder det fra de Radikale og Enhedslisten.

De Radikales indfødsretsordfører, Sofie Carsten Nielsen (R), er skuffet over Inger Støjberg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

Det sår tvivl om retssikkerheden for udlændinge, når udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) pludselig vil have genoptaget ti gange så mange sager om statsborgerskab som hidtil ventet.

Det siger de Radikales indfødsretsordfører, Sofie Carsten Nielsen (R), efter at Inger Støjberg i dagbladet Politiken har bebudet, at hun vil have genbehandlet 2.750 ansøgninger om statsborgerskab på dispensation.

»Det kan vi ikke være bekendt over for de mennesker, der har fået behandlet deres sager, og som har opfyldt alle de krav, vi på det tidspunkt stillede til dem. Det er en mærkelig måde, også rent retssikkerhedsmæssigt, at gå til borgerne på,« siger Sofie Carsten Nielsen.

»Hvis man kan gøre sådan noget med tilbagevirkende kraft i forhold til udlændinge, så kan man også gøre det på en række andre områder. Sådan synes jeg ikke, at vi skal gøre det i Danmark,« siger de Radikales indfødsretsordfører.

Det har hidtil været forventningen, at 255 sager om statsborgerskab skulle genbehandles, fordi disse borgere først fik tilsagn om dispensation efter udskrivelsen af folketingsvalget i maj. Men nu siger Inger Støjberg, at hun vil have genbehandlet ti gange så mange sager.

Sofie Carsten Nielsen mener, at Venstre-regeringen »glemmer at det handler om mennesker« og udelukkende fokuserer på at give »lunser her og der til Dansk Folkeparti«.

Også Enhedslistens indfødsretsordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), mener, at Inger Støjberg er ude på et skråplan.

»Det er fuldstændig forrykt, for nu at sige det mildt, at Inger Støjberg nu siger, at hun ikke vil sætte de her mennesker, der altså har fået brev om, at de har fået statsborgerskab, på lovforslaget. Det er langt ude. Som borger i Danmark skal man kunne stole på, at når man får et brev om statsborgerskab, så passer det også, og at der ikke kommer en minister og siger »vi mente det ikke alligevel«,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun håber, at Liberal Alliance, der også har kritiseret Støjbergs beslutning, står fast over for ministeren.

»Jeg håber meget, at Liberal Alliance holder fast i deres melding om, at de ikke vil følge Støjberg. I så fald har hun ikke et flertal for sin politik,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.