Rådet for Sikker Trafik: Børn beskyttes med lavere fart

Biler skal køre langsommere på visse veje i byerne, mener minister. Rådet for Sikker Trafik er begejstret.

Arkivfoto. Biler skal køre langsommere på visse veje i byerne, mener minister. Rådet for Sikker Trafik er begejstret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Farten er en afgørende faktor, hvis alvorlige ulykker i trafikken skal undgås. Derfor bakker Rådet for Sikker Trafik op om en ændring, der skal gøre det lettere at sænke hastigheden på udsatte veje inden for bygrænserne.

»Selv små hastighedsnedsættelser har stor betydning«.

»Hastighed er den største synder i trafikken. Hastighed er skyld i flest tilskadekomne og dræbte og dermed mest sorg i de danske familier,« siger direktør i Rådet for Sikker Trafik Mogens Kjærgaard Møller.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) vil ifølge Politiken gøre det mere enkelt for kommunerne at sænke hastighedsgrænsen fra 50 til 40 kilometer i timen på gader og veje ved eksempelvis skoler, børnehaver og plejehjem.

Kommunerne skal fortsat bede politiet om tilladelse til at opsætte nye fartskilte. Men de skal ikke - som i dag - kunne dokumentere, at der faktisk sker mange ulykker på grund af fart på den pågældende strækning.

Direktøren i Rådet for Sikker Trafik bakker lavere fart op med et eksempel. Hvis en bilist kører 50 kilometer i timen, et barn løber ud foran bilen, og føreren træder bremsen i bund, så stopper bilen lige foran barnet.

»Hvis man kører 60 kilometer i timen og alle øvrige faktuelle omstændigheder er de samme som i det første scenarie, så rammer bilen barnet med 44 kilometer i timen«, siger Mogens Kjærgaard Møller.

/ritzau/