Rådgivningscenter: Hjælpen til gerningsmænd kan godt blive for popsmart

Ofre for kriminalitet og omsorgssvigt skal have mere menneskelig og mere professionel hjælp, mener Offerrådgivningen. Pigen fra Tønder-sagen beder statsministeren om hjælp.

Foto: Simon Skipper. Arkivfoto fra reportage fra Tønder 10 år efter Tønder-sagen.
Læs mere
Fold sammen

Endnu en gang giver medierne genlyd af et offer, der råber på hjælp og højlydt undrer sig over, at gerningsmanden synes bedre stillet end offeret selv.

Pigen - der i dag er en 20-årig kvinde - fra Tønder-sagen har skrevet nødråb til statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), og det vidner om, at der fortsat er et behov for en bedre indsats, mener man i Offerrådgivningen, der er et tilbud med frivillige rådgivere.

»Det her område er meget underprioriteret,« siger landsformand Steen Knudsen, og uddyber:

»Der skal sættes ind på to områder. Vi skal blive endnu bedre til det, vi gør i øjeblikket, hvor vi giver den medmenneskelige hjælp via Offerrådgivningen. Og så må det snart være på tide, at man styrker den faglige indsats, så der bliver stillet juridisk hjælp og socialrådgiverhjælp til rådighed Samtidig skal vi se på, om det bør nemmere at få hjælp hos en psykolog eller lignende behandlingstilbud.«

Den 20-årige kvinde fra Tønder-sagen, der blev misbrugt af sin far og af flere fremmede mænd, skriver til Helle Thorning-Schmidt, at hun er bange for at miste det sidste håb, da medicin ikke heler hendes sår, og hun har svært ved at få den hjælp, hun har brug for. Hun undrer sig desuden over, at hendes far, der er i udslusning, ifølge hendes opfattelse får en bedre behandling med biograf- og fisketure.

Ifølge Steen Knudsen rejser den 20-årige kvinde et vigtigt dilemma.

»Det er spørgsmålet - hvornår er min hævn tilfredsstillet? Det er jo rigtig svært, for selvfølgelig skal gerningsmanden også videre. Men det kan blive så popsmart, at det kan blive svært for et offer at se fornuften i,« siger han og henviser til sagen om Marlene Duus, der i 2012 skrev et debatindlæg, da hendes overfaldsmand deltog i et TV-program som elev i Claus Meyers kokkeskole.

Steen Knudsen mener, at ofre ofte føler sig forladt, fordi de oplever, at der ikke er nogen, der vil høre på dem.

»Deres historie bliver uinteressant i omgangskredsen, hvis de overhovedet har en omgangskreds. Og de farer vild i den her jungle, hvor de ligger på en psykiatrisk afdeling og måske får hjælp på en lang række områder, men hvor de ikke får anerkendelsen af, at de er et offer for en forbrydelse. Det er måske det værste,« siger han.

Anerkendelsen, mener han, skal komme fra medmennesker, som skal hjælpe ofrene videre. Desuden opfordrer han ofre til at kontakte Offerrådgivningen, hvis de har brug for hjælp til, hvordan de skal komme videre.