Politisk leder Martin Lidegaard (R) har et krav med, når han lørdag skal forhandle med Venstre om dannelsen af en ny regering på hotel Scandic Spectrum i København

.For De Radikale er det afgørende, at landbruget i langt højere grad end hidtil er med til at finansiere dets egen grønne omstilling. Partiet håber, at det kan føre til indrømmelser hos det gamle bondeparti.

- Vi er meget optaget af, at vi får fulgt op på den grønne trepart, så vi får et bedre havmiljø, et nationalt sprøjteforbud og bedre dyrevelfærd. Det store spørgsmål er, hvordan vi kommer derhen, hvis Venstre er enig, siger Martin Lidegaard.

Han nævner den kommende revidering af den grønne trepart, som skal omlægge det danske landbrug og reducere kvælstofudledningen ved at skabe mere natur ved hjælp af en CO2-afgift og udtagning af landbrugsjord.

Der udbetales årligt flere milliarder af kroner til støtte af landbruget, men De Radikale mener, at pengene kan bruges bedre, fordi landbrugsarealer i stedet kunne bruges på natur, og fordi landbruget bidrager til udledninger.

Fredag eftermiddag sagde forhandlingsleder Troels Lund Poulsen (V), at Venstre nu går ind for et nationalt sprøjteforbud i forsøget på at garantere rent drikkevand, som var et stort tema i valgkampen.

Der er afsat flere milliarder kroner i den grønne trepart til, at landmænd kan udtage jord.

Hidtil har Venstre sagt, at frivillige aftaler med landmænd og den grønne trepart var det bedste værktøj til at sikre rent drikkevand. Men fredag foretog partiet et kursskifte.

Det sker en uge efter, at Troels Lund Poulsen fik posten som kongelig undersøger efter fungerende statsminister Mette Frederiksen (S), som i seks uger forsøgte at danne en ny regering efter valget i marts.

Moderaterne opgav dog håbet og pegede i stedet på en ny kongelig undersøger i form af Venstre-formanden, som lørdag har Dansk Folkeparti, De Radikale og Socialdemokratiet til forhandlinger.

Når Martin Lidegaard forhandler med Troels Lund Poulsen, er det for at teste, om parterne kan blive enige om en midterregering.

- Vi kommer til at teste især Venstres grønne ansvarlighed. En ting er at være enig om overskriften, men der skal også handling bag. Det gælder drikkevand, kvælstofreduktioner, den grønne trepart og bedre dyrevelfærd, siger Lidegaard.

Han svarer ikke klart på, om han foretrækker en regering med røde partier eller blå partier.

/ritzau/