Det er uvist, hvordan en kommende regering skal se ud efter folketingsvalget, men De Radikale ser frem til de regeringsforhandlinger, der venter forude, og hvor partiet sidder med ved forhandlingsbordet.

Det siger De Radikales leder, Martin Lidegaard, i en skriftlig kommentar til Ritzau.

- Vi ser frem til forhandlingerne, som vi håber, kan ske i et ansvarligt tempo, men også uden unødige forsinkelser, den internationale situation taget i betragtning, siger han.

- Vi mener, valgets tale er klar, og at det politiske indhold i et nyt regeringsgrundlag må afspejle det nye Folketing, hvor der både er et stort flertal for en grøn dagsorden med et sprøjteforbud over vores drikkevand og mere grøn energi, for en ansvarlig økonomisk politik, så der kan investeres i blandt andet folkeskolen, og for en fast udlændingepolitik inden for konventionerne, tilføjer han.

Mette Frederiksen (S), altså den afgående statsminister, er onsdag blevet udpeget som kongelig undersøger og skal forsøge at danne regering. Det er sket, efter at alle partier i løbet af onsdag var forbi kong Frederik.

Efterfølgende meldte kongehuset ud, at S-formanden vil forsøge at danne regering med SF og De Radikale.

Mette Frederiksen kommer ikke til at udtale sig mere onsdag om regeringsforhandlingerne. Det har Socialdemokratiets pressetjeneste oplyst til DR.

Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet, altså rød blok, råder tilsammen over 84 mandater efter valget og vil have Mette Frederiksen som kongelig undersøger.

Blå blok, som har 73 og dermed færre mandater bag sig, har peget på Troels Lund Poulsen (V).

Lars Løkke Rasmussen fra Moderaterne har peget på sig selv.

Lige nu peger pilen altså mod noget rødt. Enhedslisten vil ikke have blå partier med i regeringen og kræver, at den kommende statsminister indgår en tilfredsstillende aftale med partiet, før den får lov at tiltræde.

Under valgkampen har Enhedslisten sagt, at uligheden ikke må stige i Danmark.

Alternativet vil have en regering på røde mandater, eventuelt med deltagelse af Moderaterne. Partiet kræver også en forhåndsaftale og kræver en forbedret dyrevelfærd.

/ritzau/