R: Begyndelsen til enden for dansk model

Regeringen har indirekte grebet ind i løndannelsen, og det skader overenskomstsystemet, lyder kritikken fra De Radikales Morten Østergaard.

Regeringen har bøjet sig for et politisk pres i konflikten om de offentligt ansattes løn, og det vil trække spor for fremtidens overenskomstsystem.

Sådan lyder kritikken fra De Radikale, efter at finansminister Lars Løkke Rasmussen har hævet lønrammen fra 3,25 til 4 procent næste år.

- Har man én gang gjort det til et politisk spørgsmål, så vil det være det fremover, og derfor bliver den danske model ikke, som vi har kendt den hidtil, og dermed kan man kalde det begyndelsen til enden for den danske model, siger den radikale gruppenæstformand, Morten Østergaard.

- Man skal jo være både døv og blind for ikke at se, at her er der sket det, at et flertal i Folketinget har besluttet sig for at gribe ind i overenskomstforhandlingerne, før de overhovedet er kommet igang, siger han.

/ritzau/