Protestvalg med et nej til reformer, København og EU

Fire ud af ti vælgere skiftede parti ved valget. Aldrig før er der sket så store forskydninger mellem køn, landsdele, alder og uddannelse. Et bastant nej til midterpartierne, kalder valgforskere det.

Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti er gået meget frem i byer som Thyregod. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Fisker

Protest, jordskred, dyb polarisering. Jo mere valgforskerne graver sig ned i detaljerne om, hvordan danskerne stemte ved valget i torsdags, des mere står det klart, at der er tale om et vælgerskred, som ikke bare er historisk, men som i sin dybde indikerer nogle forandringer, ingen havde opfanget.

Og hvad der måske er værre for de etablerede partier: Intet tyder på, at stemmemønstrene vender tilbage, som de var engang.

»Der er ved dette valg tale om de største forskydninger, vi nogen sinde har set i danmarkshistorien. Uanset om vi ser på alder, køn, uddannelse eller geografi. Eller i hvert fald siden vi begyndte at måle den slags i 1971,« siger Kasper Møller Hansen, professor i statskundskab.

Det vil sige, at de unge stemmer mere til venstre, det samme gør kvinderne, og der er blevet større forskel mellem land og by og højt- og lavtuddannede.

»Der er en polariserende tendens, som er symboliseret i forskellen mellem land og by. Det er fravalg af det etablerede. Et anti-establishment-kryds mod EU, mod Christiansborg, mod København,« siger Kasper Møller Hansen.

Fire ud af ti vælgere har skiftet parti, normalt gælder det hver tredje eller færre. De gamle »statsministerpartier« har fået en begmand, mens de vindende partier er dem, der aldrig har været i regering: Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Enhedslisten og Alternativet.

Det er samtidig de partier med færrest akademikere og færrest med baggrund i de kendte »politikerfabrikker« som Statskundskab i Aarhus og København.

Et fravalg af de store partier

Eftersom det er partierne uden for magtens centrum og de bonede gulve, der har vundet, er det derfor svært at opfatte valgresultatet som andet end en protest mod eliten og dens måde at opfatte og formulere politik på.

»Det var først og fremmest et fravalg af de to store partier. Socialdemokraterne gik ganske vist frem, men partiet genvandt aldrig fodfæstet efter beskyldningerne om løftebrud, og fremgangen skete på bekostning af samarbejdsparterne SF og de Radikale,« siger Rune Stubager, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet.

Den lille socialdemokratiske fremgang er ikke sket i traditionelle arbejderbyer. Forfatter og debattør Lars Olsen, som har skrevet flere bøger om det delte Danmark, hæfter sig ved, at der under overfladen er sket en dramatisk udskiftning af Socialdemokraternes vælgere.

Partiets fremgang ved valget var særlig massiv i Gentofte, på Østerbro og Frederiksberg, hvor man tog vælgere fra de Radikale, mens partiet gik tilbage i jyske arbejderbyer som Fredericia, Esbjerg, Randers og Frederikshavn, hvor DF stormede frem.

»Mange tvivler på, at reformer af dagpenge, efterløn, kontanthjælp og førtidspension giver bedre velfærd, sådan som politikerne postulerer. Nogle søger mod Enhedslisten, men rigtig mange mod DF,« skriver Lars Olsen i en kommentar i Jyllands-Posten.

Professor emeritus Søren Risbjerg Thomsen fra Aarhus Universitet er sammen med andre gået i gang med en af de mest detaljerede analyser af valgresultatet nogensinde.

»Der er åbenlyst sket en polarisering af samfundet mellem udkanten i bred forstand og centrum. Min hypotese er, at borgerne opfatter krisen og kriseløsningen forskelligt i forskellige dele af samfundet. De, der har fulgt med forbedringerne og støtter den nye reformpolitik, bor i de store byer og har højere uddannelse osv. Mens dem på landet føler sig mere fortabte og utrygge,« siger han.

S og V på samme kurs

En del af forklaringen er, at et meget omtalt økonomiske opsving langt fra har vist sig i hele landet.

Og hver gang Thorning-Schmidt eller Løkke Rasmussen i valgkampen har fremhævet de bedre økonomiske tider, har vælgerne på landet kigget sig omkring på virksomheder, der lukker, og huspriser, der falder. Og så har de spurgt sig selv: Hvilket opsving?

»Der er rigtig mange, som ikke har oplevet det spæde økonomiske opsving, der er i byerne. Og på den konto er der sket noget, som vi slet ikke har forudset,« siger Kasper Møller Hansen.

Helle Thorning-Schmidt fortsatte Lars Løkke Rasmussens reformkurs fra 2010 – de to var pludselig på samme kurs.

»De kunne ikke indfri de forventninger og ønsker, som lå hos Dansk Folkepartis vælgere eller på venstrefløjen,« konstaterer han.

Hvis man er uden arbejde eller frygter at blive det, er beskæringen af dagpengeperioden fra fire til to år og afskaffelsen af efterlønnen med til at skabe stor utryghed.

»De her vælgere sidder i de mere usikre positioner og med de nedslidende job. Det kan godt være, de har et job lige nu, men hvor længe kan de holde fast i det? Og hvad sker der, hvis de bliver arbejdsløse, og når de bliver ældre og ikke kan holde til det længere? Man ønsker sig en anden politik og deler ikke ønsket om reformer,« siger Rune Stubager.

Dertil kommer dét, som mange opfatter som en trussel fra østeuropæisk arbejdskraft og indvandring. Også den har DF været god til at sætte ord på i valgkampen.