Professorer kaldte Rasmus Paludans politik grundlovsstridig – nu svarer han igen

Flere eksperter har vurderet, at partiet Stram Kurs’ politik strider mod Grundloven. Men det afviser partilederen Rasmus Paludan, der ikke mener, at der er noget til hinder for at gennemføre partiets politik om blandt andet at forbyde islam.

»Jeg vil forbyde de religiøse samfund, der er versioner af islam i Danmark, som strider mod sædeligheden og den offentlige orden, hvilket jeg mener er langt, langt de fleste,« siger Rasmus Paludan, partileder af Stram Kurs. Nikolai Linares/Ritzau Scanpix

Grundloven kommer let på tværs af partiet Stram Kurs’ forslag om at forbyde islam i Danmark.

Det vurderede to juraprofessorer i tirsdagens Berlingske. Her kaldte professor Jørgen Albæk Jensen fra Aarhus Universitet et forbud i »direkte modstrid« med bestemmelsen om religionsfrihed i Grundlovens paragraf 67, mens professor Jens Elo Rytter anførte, at man kun kan »forbyde eller opløse et trossamfund«, hvis det begår ulovligheder i dets religiøse virke – men ikke en religion som sådan.