Professor: Velfærdsløfter ændrer ikke historisk opbremsning

Ifølge velfærdsforsker Jørgen Goul Andersen er den offentlige velfærd ved at nå smertegrænsen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen og Venstre har givet et velfærdsløfte på 69 milliarder kroner. (Arkivfoto) Nils Meilvang/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Velfærdsfesten er reelt slut, og intet tyder på, at det bliver markant anderledes i de kommende år.

Det viser en opgørelse, som professor og velfærdsforsker Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet har lavet for Mandag Morgen.

Både Socialdemokratiet og Venstre har under den igangværende valgkamp afgivet løfter om at bruge mange milliarder kroner på velfærd frem mod 2025.

»Der kommer en lille vækst i det offentlige forbrug per indbygger i de kommende år, hvis de indfrir løfterne.«

»Men der er fortsat tale om en markant anderledes udvikling end tidligere. Det er en ganske stram økonomisk politik,« siger Jørgen Goul Andersen til Mandag Morgen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) løfte om at bruge 69 milliarder kroner ekstra frem mod 2025 dækker over en årlig vækst i det offentlige forbrug per indbygger på blot 0,2 procent, hvis man tager højde for befolkningsudviklingen.

De 0,2 procent er lidt mere end de seneste ti år, hvor væksten har ligget på 0,1 procent. Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, vil i partiets opdaterede 2025-plan bruge flere penge på velfærd end Venstre.

Ifølge Mandag Morgens opgørelse var væksten markant højere i 1990'erne og 2000'erne, dengang statsministrene hed først Poul Nyrup Rasmussen (S) og dernæst Anders Fogh Rasmussen (V).

Dengang var der en vækst i det offentlige forbrug per indbygger på 1,8 procent i snit. Altså markant mere end både Lars Løkke Rasmussen og Mette Frederiksen lægger op til.

Ifølge Jørgen Goul Andersen har der siden 2010 været en opbremsning i velfærdsinvesteringerne, der er uden sidestykke i dansk økonomisk historie.

Velfærdsforskeren forudser, at den kommende valgperiode efter valget til Folketinget 5. juni bliver meget afgørende for velfærdsstatens fremtid.

Det skyldes, at den offentlige velfærd er ved at nå et smertepunkt, hvor den ikke længere kan tilfredsstille borgernes behov. Det giver samtidig basis for, at efterspørgslen efter private velfærdsydelser stiger.

»Vi er meget tæt på point of no return. Det burde efter min mening være en af valgkampens højest prioriterede dagsordener,« siger Jørgen Goul Andersen.

/ritzau/