Professor: Pia K. ved vist ikke meget om arabisk tv

Professor i arabiske medier er overrasket over, at det er netop Al Jazeera og Al Arabiya, DF-lederen er ude efter.

- Kanalerne bliver meget tit citeret af andre vestlige nyhedskanaler. Begge har de store netværk af korrespondenter, og de er kendt for at have en seriøst rapportering, siger professor i arabiske medier Jakob Skovgaard-Petersen. Her et kig ind i redaktionslokalet hos Al Jazeera i Marokko. Fold sammen
Læs mere
Foto: ABDELHAK SENNA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvilke arabiske TV-kanaler er det, Pia Kjærsgaard (DF) vil forbyde sendesignalet til? Professor i arabiske medier er overrasket over, at det er netop Al Jazeera og Al Arabiya, DF-lederen er ude efter.

- Det kan godt undre, at det er de to TV-kanaler, Pia Kjærsgaard er efter, for de er almindeligt anerkendte i verden som meget kompetente nyhedskanaler. Det tyder på, at Pia Kjærsgaard ikke ved så meget om det.

LÆS OGSÅ: Pia K. fastholder tv-forbud trods modvind

Sådan siger professor Jakob Skovgaard-Petersen, der er professor i arabiske medier på Institut for Tværkulturelle og regionale studier ved Københavns Universitet.

BLOG: Da Pia K. gjorde værdikampen værdiløs

Ifølge Jakob Skovgaard-Petersen er Al Jazeera og Al Arabiya de to væsentligste TV-skanaler, der sender nyheder og debat.

- De bliver meget tit citeret af andre vestlige nyhedskanaler. Begge har de store netværk af korrespondenter, og de er kendt for at have en seriøst rapportering, siger han og tilføjer:

- Der findes væsentligt værre TV-kanaler i den arabiske verden.

Stort korrespondentnetværk i hele verden

Jakob Skovgaard-Petersen mener, at begge TV-kanaler har en tradition for pålidelig rapportering. Det er også derfor, at Al Jazeera havde et længere samarbejde med CNN. Men også i Danmark bruger danske medier TV-kanalerne.

LÆS OGSÅ: V og K afviser forbud mod arabisk tv

- Man vil også se klip fra Al Jazeera på Danmarks Radio og TV2. De to TV-kanaler er til stede med deres store korrespondentnetværk mange steder, hvor andre medier ikke er. Al Jazeera har haft meget store scoop i f.eks. Afghanistan og senest i Gaza.

Han mener, at TV-kanalerne næsten er publicservice-kanaler.

- De sætter folk ind i samfundsmæssige og politiske emner og behandler dem fra mange vinkler og med seriøs rapportering. Alligevel har de to TV-kanaler også debatprogrammer, hvor der figurerer personer, som har ekstreme holdninger til den ene eller anden side.

- Især Al Jazeera er kendt for at have et program, hvor man sætter folk sammen med meget diametrale synspunkter. Der kan man sagtens høre folk med hårdtslående islamistiske synspunkter. De vil så typisk være sat op imod nogen, som mener noget andet, fortæller Jakob Skovgaard-Petersen, som selv har besøgt de to TV-kanaler.