En politisk flertal vil have fjernet de nedgravede mink ved Holstebro og Viborg.

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) fremlagde fredag tre modeller for, hvordan det kan lade sig gøre.

Men han sagde samtidig, at det muligvis kræver en såkaldt VVM-redegørelse, før gravemaskinerne kan gå i gang.

Det kan tage over et halvt år at få udarbejdet en sådan vurdering af effekten på miljøet.

Ministeren har ifølge Jyllands-Posten indledt en dialog med EU-Kommissionen om at få lov til at tilsidesætte et eventuelt VVM-krav.

Men det er slet ikke EU-Kommissionens bord, vurderer professor i miljøret Peter Pagh, Københavns Universitet.

»Det er ikke EU-Kommissionen, der kan eller skal vurdere, om VVM-reglerne finder anvendelse her. Det er de danske myndigheder, der skal afklare det,« siger Peter Pagh til Ritzau.

To af de tre modeller, som fødevareministeren har skitseret, går ud på at grave minkene op og fragte dem enten til forbrænding eller til opbevaring i gylletanke.

Den tredje mulighed er, at man lader dem blive i jorden i et halvt år, mens smitterisikoen fra de døde dyr langsomt aftager. Herefter graves de op og køres til almindelig forbrænding.

De tre scenarier vurderes at kunne udføres på mellem tre en halv og seks måneder.

Dertil kommer tiden til en eventuel VVM-vurdering.

Men sidstnævnte er ifølge Peter Pagh unødvendig, hvis de nedgravede mink kan skade omgivelserne.

»Hvis det vurderes, at det kan udløse en skade på miljøet, så skal man handle og ikke lave en offentlig høring og vurdering efter VVM-reglerne.«

»Det skal selvfølgelig være en skade af en vis størrelse, og så skal der være et oplyst grundlag. Og det mener jeg, at der foreligger med den risikovurdering, der er gennemført,« siger han.

»Under alle omstændigheder er det efter min vurdering de danske myndigheder, der skal lave vurderingen og træffe beslutningen, om VVM-reglerne finder anvendelse eller ej.«

»Det er ikke noget, som EU-Kommissionen har hverken viden eller kompetence til at afgøre,« lyder det fra professoren.

I partiet Venstre ser man helst, at minkene graves op hurtigst muligt.

»Der må være grænser for, hvor idiotisk det kan blive.«

»De mink udgør en kæmpe miljørisiko, og så skal man ikke til at lave en proces for at grave dem op igen.«

»Det skal bare ske hurtigst muligt,« siger Thomas Danielsen, medlem af miljø- og fødevareudvalget, i en skriftlig kommentar.

/ritzau/