Professor: Direktørbonusser bliver givet mod hensigten

Bonusser til direktører i det offentlige bliver givet uden konsekvens, siger professor i økonomi og ledelse.

(ARKIV) IC4-tog fotograferet i Aalborg den 4. april 2013. DSB's regnskab viser et plus før skat på 274 millioner kroner. Gælden er nedbragt betragteligt. Det skriver Ritzau, tirsdag den 6. februar 2018.. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2018) Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

København. Sager om bonusser til direktører i det offentlige, som i eksempelvis Banedanmark, vidner om, at de bliver brugt forkert.

Det er imod hensigten, vurderer Anders Drejer, der er professor i økonomi og ledelse ved Aalborg Universitet.

- I lyset af de seneste sager, ser det ud til, at de tilsyneladende bliver brugt som en slags skjult lønforhøjelse frem for noget, der reelt skaber resultater, siger han.

Tirsdag aften skriver DR Nyheder, at et politisk flertal uden om regeringen kræver en kulegravning af området.

Debatten er blusset op på grund af bonusudbetalinger til seks direktører i Banedanmark og til programdirektøren for it-systemet Sundhedsplatformen.

- Der er meget, der tyder på, at der er nogle offentlige arbejdsgivere, som måske føler, at det er svært at rekruttere folk.

- Derfor bruger de bonusser til at tiltrække ansøgere, og så har de lovet at give bonussen, selv om arbejdet måske ikke er i orden, siger han.

Seks direktionsmedlemmer i Banedanmark modtog hver en bonus på mellem 100.000 og 125.000 kroner.

Det gjorde de, selv om firmaet stadig kæmper med at implementere det omstridte signal program.

Det berettede DR-Nyheder mandag.

- De er så langt væk fra målet, at det føles som om, at du og jeg skulle tage til Nordpolen og stadigvæk få bonus, selv om vi sidder i Danmark, siger Anders Drejer.

Samtidig kom det frem, at direktøren for Sundhedsplatformen modtog et eftervederlag på 100.000 kroner. Det gjorde hun for at lede det udskældte system.

Ifølge Drejer er meningen med bonussen, at det skal skabe øget incitament for den ansatte til at nå et mål.

- De bliver brugt på en måde, hvor der ikke er nogen konsekvens. Man får bonussen, om man når målet eller ej.

- Når man ikke opnår det resultat, som man har lovet at opnå, er det et negativt signal at sende, at man får sin bonus alligevel, siger han.

/ritzau/