Nedslidt materiel og hyppige nedbrud har begrænset Forsvarets mulighed for at løse centrale opgaver, herunder opgaver for forsvarsalliancen Nato.

Det fremgår mandag af en ny beretning fra Rigsrevisionen, som viser, at der i 2025 blev rapporteret problemer med 14 af de 27 materieltyper, Forsvarsministeriet betegner som særligt væsentlige.

- Rigsrevisionen kan konstatere, at der er problemer med en stor del af materiellet, og at det har påvirket centrale forsvarsopgaver.

- Alt i alt finder Rigsrevisionen Forsvarsministeriets indsats på området meget utilfredsstillende, lyder det i beretningen.

På baggrund af beretningen finder Statsrevisorerne det "stærkt kritisabelt".

Det er det næsthøjeste niveau af kritik på den skala, som de politisk udpegede statsrevisorer benytter.

Forsvaret har i flere tilfælde måttet stille med mindre eller ændret materiel for at løse opgaverne. Det har også været nødvendigt at bruge materiel, som ikke havde alle de nødvendige funktioner.

Problemerne har ifølge beretningen gjort Forsvaret mere sårbart over for nye nedbrud. I enkelte tilfælde har problemerne stået på i mere end ét år.

Flere af undersøgelsens konkrete fund bliver ikke offentliggjort. Forsvarsministeriet vurderer, at oplysningerne kan skade Danmarks sikkerhed, og Rigsrevisionen har imødekommet ønsket om fortrolighed.

Forsvaret har tidligere haft problemer med centralt materiel. I 2024 måtte Danmark ændre sit bidrag til Natos stående flådestyrke, fordi problemer med fregatternes luftforsvarssystemer forhindrede den planlagte udsendelse af Iver Huitfeldt og Niels Juel.

Problemerne blev konstateret under Iver Huitfeldts mission i Det Røde Hav, hvor fregatten i marts 2024 bekæmpede droner.

Forsvarets Challenger-fly, som blandt andet løser overvågningsopgaver i Arktis, er nedslidte, dyre at vedligeholde og præget af hyppige driftsforstyrrelser. Desuden har inspektionsskibene problemer med at patruljere i Nordatlanten.

Kritikken kommer, mens Danmark gennemfører en omfattende oprustning.

Der er afsat over 360 milliarder kroner til at styrke forsvar og sikkerhed i perioden 2024-2033. Det manglende overblik over materiellet svækker ifølge Rigsrevisionen grundlaget for at prioritere fremtidige investeringer.

Kritikken retter sig også mod Forsvarsministeriets departement, som skal føre tilsyn med materiellet, men ikke har et fuldt overblik over tilstanden.

I 2023 erstattede departementet rapporterne om materiellets tilstand, fordi oplysningerne var forældede. Den nye rapportering gav dog et dårligere overblik og svækkede ifølge Rigsrevisionen tilsynet.

Departementet erkender, at det ikke fulgte sine egne tilsynsregler i 2023-2025. Først under undersøgelsen blev det vurderet, hvilke materieltyper der var særligt væsentlige.

Ministeriet forventer at have en ny model for tilsynet klar inden udgangen af 2026. Der er dog ikke fastsat en slutdato for arbejdet med at skabe et samlet overblik over materiellet.

Undersøgelsen omfatter perioden 2017-2025.

RITZAU