Presset for at fjerne coronaens særstatus stiger: »Det fremstilles, som om et coronadødsfald er mere alvorligt end et hvilket som helst andet dødsfald«

En række patientforeninger advarer nu mod de konsekvenser, regeringens langvarige nedlukning har for både raske og alvorligt syge danskere. De tilslutter sig nu kravet i Berlingske fra en række eksperter om, at regeringen stopper med at give coronavirus særstatus i forhold til andre sygdomme.

Regeringens tiltag for at dæmme op for coronavirussen har ført til, at færre bliver diagnosticeret med kræft. Patientforeninger kræver nu, at man ser coronavirussen i samme lys som alle andre sygdomme. Claus Fisker/Ritzau Scanpix

En række patientforeninger tilslutter sig nu kravet om, at regeringen forlader sit ekstreme forsigtighedsprincip og stopper med at give coronavirus særstatus, hvor den prioriteres højere end andre sygdomme og over danskernes fysiske og mentale trivsel.

Torsdag kom en stribe eksperter med et opråb i Berlingske om, at den omfattende nedlukning af samfundet ikke kunne fortsætte som strategi med udsigt til en længerevarende pandemi, og at regeringen ligeledes skulle droppe covid-19s særstatus, fordi de stramme restriktioner har alvorlige konsekvenser for resten af samfundet i form af blandt andet forringet folkesundhed.