Prehn afleverer sit ministerkreditkort: Jeg er menneskelig

»Det er pinligt. Det var dumt,« siger fødevareminister Rasmus Prehn i sag om hans brug af kreditkort.

 
Prehn afleverer sit ministerkreditkort: Jeg er menneskelig. Video: Folketings tv Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) kalder sin sag om bilag og betalinger på restauranter med statens kreditkort for »meget pinlig og meget ærgerlig«.

»Man siger, at det er menneskeligt at fejle. I denne sag må man sige, at jeg er endog meget menneskelig. Så ja, jeg har begået klare fejl,« siger ministeren på et samråd i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg.

I et tilfælde har ministeren afleveret et bilag for en middag, hvor det fremgår, at han havde spist middag med en navngiven journalist.

Men de to havde ikke spist middag sammen, afslørede Ekstra Bladet, hvilket ministeren har erkendt.

»Det er pinligt. Det var dumt. Her må man mildest talt sige, at jeg har haft hovedet under armen. Hvad denne fejl skyldes, ved jeg ikke. Jeg ved ikke, hvor jeg havde mit hoved, da jeg skrev navnet,« siger Prehn.

Flere har ønsket svar på, hvem ministeren spiste middag med, når det ikke var den journalist, hvis navn ministeren havde skrevet på bilaget.

»Det ønsker jeg ikke at svare på,« siger Prehn.

»Jeg er meget ked af, hvis en journalist skal hænges til tørre,« tilføjer han senere.

Lise Bech fra Danmarksdemokraterne vil høre, om ministeren, hvis han ikke vil lægge navnet frit frem, vil fremlægge bilaget fortroligt for udvalget.

Det giver Rasmus Prehn ingen løfter om.

»Vi får masser af fortrolige ting frem i Folketinget. Og så forstår jeg ikke, hvorfor det er at hænge journalister til tørre. Hvorfor? Jeg kan ikke se, hvorfor man skal bespise journalister. De kunne jo komme forbi ministeriet til en kop kaffe,« siger Lise Bech.

Fødevareministeren har afleveret sit ministerkreditkort tilbage, siger han.

Han tilføjer, at han fremover vil betale middage med journalister af egen lomme. For han mener, at det er vigtigt at holde møder med journalister, fastholder han.

»Jeg har afleveret mit kreditkort. Det kommer jeg ikke til at bruge igen,« siger Rasmus Prehn.

Fødevareministeren siger, at han har betalt middage med journalister, som i første omgang var betalt med ministerkortet, tilbage. Det samme skulle ifølge Prehn være gældende for drikkepenge betalt med ministerkortet.

Medlem af udvalget Torsten Schack Pedersen (V) vil have endnu et samråd.

Han henviser til, at blandt andre professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet Sten Bønsing har peget på, at Rasmus Prehns brug af ministerkreditkortet er i strid med reglerne, også selv om pengene senere er blevet betalt tilbage.

»Hvis man svinger sit ministerielle kreditkort, så er der aktindsigt, og det kan man ikke bare løbe fra,« siger Torsten Schack Pedersen.

Enhedslistens udvalgsmedlem Peder Hvelplund ser også gerne et lukket samråd.

Spørgsmål: Hvis man stiller det helt dumme spørgsmål om, hvorfor det er vigtigt at kende navnet på journalisten, hvad er svaret så?

»Det grundlæggende problem er, at fødevareministeren har forsøgt at dække over et forløb,« siger Peder Hvelplund.

»Det gør også, at når der er det hemmelighedskræmmeri, så må der være en forventning om, at fødevareministeren også kan redegøre for, hvad forløbet har været, og hvorfor der har været en periode på to år, hvor skatteyderne har skullet afholde en udgift, som han så efterfølgende betaler.«

/ritzau/