Portræt: Manden, der altid får comeback

Slut, prut, finale! Det er nemt at lukke og slukke for Khader, men med et kig tilbage i hans liv viser, at det skal man være varsom med. Ganske vist er hans nuværende udgangspunkt for en videre karriere alarmernede ringe, men det har den været før - både i privaten og i karrieren

Naser Khader er ikke sådan at slå ud. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

»Jeg laver et historisk comeback«.

Sådan lød det sidste gang, omverdenen rigtig hørte noget fra Naser Khader. Det var i efteråret, da journalist Tanja Parkers fremragende bog "Naser" udkom.

Et comeback var ikke just det, der er sket i dag. Det var nærmere endnu en kolbøtte, da han sagde farvel til Liberal Alliance. Presset ud af sine egne, som ikke længere ville ham.

Det kunne ligne manden, der nu har givet op - godt rundtosset efter de senere års mange kolbøtter - men det er næppe sandheden. Et kig tilbage i Khaders liv fortæller nærmere historien om en mand, der har kæmpet hele sit liv, sjældent giver op og får comeback - selv om han stikker ud fra mængden.

Græd ved farens begravelse
Naser Khader var nært knyttet til sin far, der døde i 1998. Ifølge den muslimske tradition må mænd ikke græde ved en begravelse, for dermed signalerer man, at Allah har begået en fejl ved at lade døden indtræffe.

Naser græd - og provokerede som vanligt det arabiske miljø - da de begravede Ahmed Abu Khader . Naser græd på samme måde, som han havde grædt, da han mistede sin far første gang som seks-årig. I lufthavnen i Damaskus så han i slutningen af 1969 for første gang en flyvemaskine, og den tog hans far med til noget, der hed Europa.

Godt fire år senere fulgte resten af familien med, og oplevelserne i Danmark satte sig dybe spor i en muslimsk dreng fra en primitiv, traditionel arabisk landsby. I Istedgade, hvor familien skulle bo, var hans første indtryk vinduerne med pornobilleder af nøgne kvinder. Han så en tissemand med skæg og briller, og han var sikker på, at han ville blive straffet og komme i helvede.

Men i stedet kom han i skole i en indslusningsklasse på Oehlenschlægersgade Skole på Vesterbro. Gennem hele sin skoletid sugede han begærligt viden til sig, sled med sine lektier og var blandt klassens bedste elever. Han sluttede 10. klasse med et 11-tal for en analyse af en Jeppe Aakjær tekst, men skoleinspektøren ville ikke erklære ham egnet til gymnasiet.

Det skulle blive løgn, tænkte Naser, der ville på universitetet, så han forlangte at kommet til samtale på Rysensteen Gymnasium for at rette den fejl. Det lykkedes.

Brød ud af arrangeret ægteskab
I hverdagen var han dygtig til at bide ting i sig.

Han trak sig i bussen, når damerne knugede deres tasker og kiggede på ham, og han deltog ikke i de andre arabiske drenges klagesang over danskernes forskelsbehandling. Han kunne prygle løs på en sandsæk i timevis i træningslokalet til karate, og når de andre var udmattede, fortsatte Naser. Han fik det sorte bælte og kom på landsholdet, og det var bare endnu et bevis på, at i Danmark fungerede demokratiet, og mulighederne var uanede.

Naser fik danske kærester, og hans arabiske macho-stil blev lagt om - lidt i hvert fald. Dvs, at de store guldkæder forsvandt. Han lærte at blive mindre selvpromoverende - det gad danske piger ikke høre på. Han droppede til sine forældres store fortrydelse ingeniørstudiet for at læse cand.polit, og han brød ud af sit arrangerede ægteskab med sin kusine, der måtte bære store omkostninger.

Efter en tur i Københavns Borgerrepræsentation lykkedes det ham i 2001 at komme i Folketinget.

Hele Danmarks yndlingsmuslim
Naser Khader havde udviklet sig til at blive hele Danmarks yndlingsmuslim.

Han var brobygger og fik omkring 20.000 kroner for sine foredrag, men han delte også vandene. Kritikerne mente, at han solgte ud. Men under Muhammed-krisen blev han pludselig det håb i mørket, som selv statsministeren klamrede sig til, og til sidst var han for stor til de Radikale.

Åbenbart også til CD, som var det første parti, han flirtede med og det fik sat gang i rygterne om hans afgang fra de Radikale. På et tidspunkt var landsformand Bjarne Møgelhøj så overbevist om, at Khader ville være ny CD-formand, at han havde indkaldt hovedbestyrelsen for at offentliggøre scoopet.

Sigende for Khaders senere politiske tumlerier, så ringede Khader få timer før CD-mødet og trak sig. I stedet satte han sig sammen med først Anders Samuelsen og senere den konservative Gitte Seeberg og dannede Ny Alliance. Og resten er historien om et parti, der fik mulighed for at skyde et politisk straffespark på et tidspunkt, hvor målmanden var væk. Men partiet nåede aldrig frem til bolden. Det snublede i interne stridigheder, i sin egen succes, i hang-arounds, wannabes og politisk amatørisme.

Kan ikke sit lovstof
Men hvorfor gik det så galt?

I Tanja Parkers bog løber én fortælling om en dårlig politisk håndværker, som ikke kan sit lovstof og ikke gider den daglige rutine. Nøjagtig som da han som medieordfører for de Radikale var ved at indgå et forlig med kulturminister Brian Mikkelsen, indtil daværende leder Marianne Jelved pludselig opdagede, hvad han havde sagt ja til. Hun overtog derefter forhandlingerne, mens både Venstres medieordfører Jens Rohde og Brian Mikkelsen ærgede sig.

Til gengæld satte han livet ind på at forsvare demokratiet - to livvagter følger ham konstant, selv nede i Netto.

Det manglende kendskab til detaljen ødelægger ikke nødvendigvis en politiker; Aksel Larsen blev ikke en stor politiker af kendskab til hver en detalje i samfundsindretningen, ej heller afdøde SF-formand Gert Petersen og Pia Kjærsgaards styrke er ligeledes ikke hendes indsigt i velfærdssamfundets krinkelkroge - om end hun ved er betydelig bedre klædt på end Khader, hvilket de to demonstreredeved det skæbnesvangre valgmøde i Kalundborg sidste år, hvor Khader ikke kunne finde rundt i Ny Alliances skattepolitik.

Det var, fordi det var Anders Samuelsens skattepolitik, og dermed er vi fremme ved bruddet med Liberal Alliance.

Khader lukkede øjnene for Samuelsens transformation af partiet. Slog det hen som detaljer, og først da han fik at vide, at de ikke ville ham som formand længere, slog han øjnene op og reagerede.

Igen vil der i den kommende tid falde brænde ned over Khader. Han vil blive stukket i næsen, at han kritiserede Malou Aamund og Gitte Seeberg for at være forkælede tøser, der bare stak af - ligesom han kritiserede Jørgen Poulsen for ikke at have sagt fra overfor Samuelsens transformation.

Men:
Tråden i Khaders liv er, at han gentagne gange har måttet kæmpe sig tilbage. Det kan ske igen - omend de færreste kan se "et historisk comeback for sig". I hvert fald ikke i Folketinget - men verden er jo også større end det.