Portræt: Krigeren Karen

Mens Anders Fogh Rasmussen var i Afrika i denne uge, endte to af hans ministre forleden i krig. Superministeren i Velfærdsministeriet Karen Jespersen har med sin seneste aktion mod integrations­minister Birthe Rønn Hornbechs dialogpapir igen vist sit sande ansigt, mener flere Venstre-folk. »Det eneste hun tænker på er muslimer,« lyder det spidst. Portræt af værdikrigeren Jespersen.

Naturligvis kan det næppe komme bag på nogen, at der i socialdemokratiske kredse ikke ligefrem sendes kærlige tanker til Karen Jespersen. Eller som en af hendes tidligere tætte samarbejdspartnere i S siger det, når der spørges til overhopperen, den tidligere social- og indenrigsminister i Nyrups regeringer i 1990erne og nu Venstre-kvinde og velfærdsminister:

»Hmmm. Karen Jespersen … Og du vil vel have, at jeg skal holde mig inden for injurielovgivningen? Så kan jeg næppe bidrage.«

Eller hvad med den her også fra en tidligere S-forbundsfælle:

»Igennem mine mange årtier på Christiansborg har jeg aldrig mødt en politiker, der var så gennemført illoyal mod alle andre end sig selv.«

Ja, ikke megen kærlighed er tilbage til Karen Jespersen i det parti, der ellers var rammen for opbygningen af hende som dansk politiks bankende sociale hjerte. Socialministeren der talte med de svage og ordentligt og ægte kæmpede deres sag. Så blev hun indenrigsminister med integration og udlændingepolitik under sig og gik til kamp for en strammere udlændingepolitik, længe inden hendes daværende parti var klar til den slags. Siden har hun været Socialdemokraternes foretrukne woodoo-dukke, næsten så det lettede hørbart i S-gruppen, da hun efter at have forladt Socialdemokraterne i 2004 meldte sig ind i Venstre i foråret 2007. Karen var kommet hjem, hvor hun hele tiden havde hørt til, lød det. Men for hende selv var forklaringen en anden. Eller som hun siger i dag:

»De progressive var blevet reaktionære. Tidligere var det venstrefløjen, der forsvarede frihedsrettighederne, det er det ikke mere,« siger Karen Jespersen, der efter et halvt års tid som folketingskandidat for Venstre i september sidste år blev gjort til socialminister og to måneder senere, efter valget for et år siden, blev velfærdsminister. Minister for et ministerium, som i dag fremstår som et egentligt superministerium – indenrigs-, social-, ligestillings- og boligministerium i et. Et enormt område, som Fogh altså kastede i hænderne på en tidligere socialdemokrat. Eller som hun selv kalder sig: En værdikriger.

»Jeg har en mission. Jeg vil forsvare frihedsrettighederne,« lyder det fra velfærdsministeren, der altså ikke ser sig selv som nogen administrator. Så langtfra.

Og sådan ses hun da heller ikke blandt Venstre-folk. Og tirsdag var det således integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, der kom i vejen for værdikrigeren. Et udvalg under Integrationsministeriet havde udarbejdet 40 forslag til, hvordan anti-radikalisering skal bekæmpes, men det faldt ikke i god jord hos Jespersen, der fandt flere af forslagene foruroligende.

»Jeg er imod flere af forslagene. De bygger på den opfattelse, at det stort set kun er terrorister, der er radikale muslimer. Men problemet med radikale muslimer omfatter langt bredere miljøer, der godt nok ikke støtter terror, men alligevel har radikale islamistiske holdninger til samfundet,« sagde Karen Jespersen til Jyllands-Posten.

Udvalget foreslår blandt andet, at der skal anvendes en afdæmpet sprogbrug over for ekstremister, at der skal laves et dialogforum med muslimer med ekstremistiske synspunkter, og at der skal formes muslimske studiegrupper i fængslerne for at bruge Koranen til at få muslimer ud af stofmisbrug og kriminalitet. Og det fik Karen Jespersen op på de barrikader, hvor hun er kendt for at være – ikke mindst fra bogen »Islamister og naivister« fra 2005, hvori hun sammen med gemalen Ralf Pittelkow slog løs på islamisterne og i særlig grad de hjemlige »naivister«, der ikke kunne eller ville indse farerne.

Og i Jyllands-Posten tirsdag talte Karens Jespersen igen dunder:

»Man kan godt tale med repræsentanter for disse miljøer. Men man skal gøre sig helt klart, at der ikke bliver tale om partnerskaber, samarbejde eller indflydelse. Den grænse bliver slet ikke trukket i handlingsplanen.«

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs svar var hovedrysten:

»Jeg forstår slet ikke, hvad hun siger. Jeg mener, at forslagene flugter fuldstændig med det, der står i regeringsgrundlaget om, at vi skal forebygge islamisme og radikalisme både i udlandet og herhjemme.«

DERMED, MENS FOGH VAR I AFRIKA med sin Afrika-kommission, var to af regeringens mest markante ministre i åbent opgør. Sjovt nok to ministre, der på netop udlændingepolitikken har ligget tæt på hinanden, uanset hvilket parti Karen Jespersen har repræsenteret.

Og i Venstre er der således også mange, der bemærker, at Karen Jespersen måske farer lige lovlig hårdt ud. Faktisk har folketingsgruppen nedsat en arbejdsgruppe, der netop skal komme med forslag til en styrket anti-radikaliseringspolitik – en gruppe der mødtes torsdag, dog uden Karen Jespersens deltagelse. I det lys mener nogle, at Karen Jespersen skulle have ventet med sit udfald mod planen fra Integrationsministeriet. Og flere er da også kun blevet bekræftet i den frygt, som Britta Schall Holberg gav udtryk for i Fyens Stiftstidende, da Karen Jespersen blev præsenteret som Venstre-kandidat i 2007:

»Jeg håber utroligt meget, at Karen Jespersen har andet på paletten end frygten for islamister, for ellers bliver det svært for Venstre. For selvom de udlændingestramninger, vi har foretaget, var nødvendige, tror jeg, at der langt ind i Venstres rækker allerede er folk, der synes, at vi er gået for hårdt til værks, og at det er båret af et lidt for firkantet synspunkt,« lød det dengang fra Britta Schall-Holberg.

I dag stemmer andre i:

»Hun tænder kun på muslimer. Det er jo lige før, hun ikke engang vil tale med moderate muslimer,« siger et yngre V-folketingsmedlem.

Fra et andet V-medlem lyder det:

»På mange områder kunne hun lige så godt være medlem af Dansk Folkeparti.«

Og mange andre har også bemærket, at Karen Jespersen stort set altid forholder sig tavs på gruppemøderne – lige bortset fra, når muslimer dukker op som emne.

Også i det kæmpestore velfærdsministerium og bredt på Christiansborg har man oplevet det samme. Med andre emner synes engagementet at være svigtende, lyder det. Ligesom hun efterhånden er berygtet for at aflyse samråd og debatter, hvis det handler om andet end muslimer og muligheden for at få markeret noget på yndlingsemnet.

Flere fortæller, at det aldrig slår fejl, at medarbejderne på fyraftensmøder eller seminarer skal opleve oplægsholdere, der lægger den muslim-kritiske vinkel an, ligesom der jokes med, at Karen Jespersen mener, at alle med tørklæde er potentielle terrorister. Og flere kilder peger ligefrem på, at det virker, som om Karen Jespersen allerhelst vil være integrationsminister – en opfattelse som understøttes af opgøret med Birthe Rønn Hornbech i denne uge.

Selv siger Karen Jespersen, at hun er meget tilfreds med sin ministerpost.

»Det er vigtigt at erkende, at det hænger sammen. Mange af udfordringerne på det sociale område har jo en integrationsdimension. Det gælder ligestilling, det gælder ghetto-problematikken, og det gælder ikke mindst indsatsen mod de utilpassede unge, hvoraf mange jo er af indvandrerbaggrund. Så du kan sige, at socialpolitikken er blevet integrationspolitik,« siger Karen Jespersen, der samtidig ikke mener, at det er i et partis principprogrammer eller i partitraditionen, at de moderne politiske løsninger findes.

»Du kan lave nok så mange regler, men hvis det stadig er sådan i Gellerupparken, at der tygges khat foran butikkerne, at grønlændere diskrimineres, fordi de drikker, og at der skal muslimske vagter foran kirken, så skal der gøres noget. Politik er en proces. Helt nye udfordringer kan man ikke løse ved at dykke ned i en 100 år gammel partikasse og så hive grundholdningerne op. Vi må i politik have en – om jeg så må sige – dialog om, hvordan tingene udvikler sig,« siger Karen Jespersen.

OM DET BARE VAR en fortalelse, da TV-Avisens oplæser forleden kaldte Karen Jespersen for integrationsminister, vides ikke. Men sikkert er det, at Karen Jespersen i dag i regeringstoppen opleves som holdets absolut hårdeste hund, hvad integration angår. Hun roses for ikke at være »faldet i med embedsmandstapetet som mange andre ministre«, og samtidig er regeringstoppen næsten overrasket over, hvor god Karen Jespersen er til at være liberal. Og så lyder det fra en regeringskilde videre: »Vi har jo ingen problemer på socialområdet. Vi føler os ikke synderlig presset, og det har Karen Jespersen da også ære af.«

Da Karen Jespersen blev hentet ind i regeringen, var analysen meget klar. Karen Jespersen kunne styrke Venstre og regeringen markant på to fronter: Dels skærmede man effektivt af for kritikken af, at regeringens politik ville føre til »sociale massegrave« – til det formål passede ’Sociale Karen’ lige ind. Dels til at styrke kampen mod islamismen, kampen for de grundlæggende værdier, som blev aktualiseret voldsomt under Muhammed-krisen.

I regeringen erkender man, at det nok mest er på den sidste front, at man har fået afkast af investeringen i Karen Jespersen. Dog har der også været gevinster på andre felter, noteres det. I regeringstoppen havde man frygtet, at dette efterår med økonomisk anlægsloft i kommunerne kunne udløse endnu en omgang protester, som det skete i 2006, hvor Fogh havde kaldt utilfredse forældre ’socialistiske ballademagere’.

»Hvor mange borgere stod på Christiansborg Slotsplads og demonstrerede, da Folketinget åbnede i år,« spørger en regeringskilde. Det, at man slap for den kritik, opleves i høj grad som Karen Jespersens fortjeneste, fordi hun fik placeret ansvaret ude i kommunerne.

Venstres velfærdsordfører Ellen Thrane Nørby er en af de Venstre-folk, der i sagens natur arbejder tæt sammen med Karen Jespersen.

»Jeg oplever hende som et menneske og en minister med stor social indignation, hvor hun har rykket sig fra at se folk som ofre og i stedet se, at det handler om at give folk muligheder for at kunne klare sig selv. Vi er ikke nødvendigvis altid enige, men jeg synes, hun gør et godt stykke arbejde,« siger Ellen Thrane Nørby.

Ikke overraskende er det ikke ligefrem samme skudsmål, Karen Jespersen får af den socialdemokrat, der har overtaget Jespersens gamle rolle som det store bankende sociale hjerte i S – Mette Frederiksen:

»Ud over satspuljeordningen, der jo lå på bordet, da Karen Jespersen trådte til, så er der ikke skabt resultater på det sociale område. Der er ikke skabt noget på ældreområdet eller børneområdet, hun kan ikke levere plejeboliggarantien i 2009 som lovet, og der er ikke nogen svage grupper, der har oplevet forbedringer ud over satspuljen,« lyder det fra den politiske modstander, som dog slår fast, at hun har et fint samarbejde med sin forgænger:

»Det er måske fordi, vi har været uenige i en lang årrække, og det er vi altid meget afklaret med.«

Karen Jespersen selv smiler ad kritikken. Hun har jo en mission, den med frihedsrettighederne. Den personlige frihed, ytringsfriheden – frihederne som forudsætning for fællesskabet, siger hun, og bruger så et af de ord, som ellers mest hører til i den socialdemokratiske værktøjskasse: Sammenhængskraften.