Portræt: Kongemageren Henrik Sass

I et år har Henrik Sass Larsen været tilbage i toppen af dansk politik. Men meget er forandret siden Sass Larsen og Helle Thorning-Schmidt var bundet sammen i et tæt skæbnefællesskab. I dag forventer mange socialdemokrater, at Sass vil være en afgørende magtfaktor, også i tiden efter Thorning.

Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

I politik kommer der sjældent noget godt ud af at dvæle ved fortiden. Uanset, hvor nærværende den er. Derfor er det også let at glemme, at det kun er lidt mere end halvandet år siden, at Henrik Sass Larsens politiske karriere faldt i ruiner fra den ene dag til den anden, og han bogstavelig talt blev sendt ud på et lille kontor i Sibirien – betegnelsen for en af de mere fjerne afkroge på Christiansborg. Det var dengang, man blev mødt af en kæmpe plakat med countrysangeren Johnny Cash, der giver fuckfingeren, så snart man trådte ind på Henrik Sass Larsens lille kontor. Socialdemokraten, der med egne ord »hader at dele følelser i offentligheden«, gav på sin helt egen måde udtryk for, hvordan han havde det i tiden, efter at Suzuki-Torben satte sig ved hans cafébord og PET spændte ben for hans ministerfremtid.

I dag er han tilbage i toppolitik. Som gruppeformand har Henrik Sass Larsen overtaget Helle Thorning-Schmidts tidligere kontor på den prestigefyldte røde gang på Christiansborg. Nu er det tidligere socialdemokratiske statsministre, der hænger på hans væg. Nyrup Rasmussen, Anker Jørgensen, Krag, H.C. Hansen, Hedtoft, Stauning – de er her alle sammen. Mænd, der er gået efter og har opnået magten. At Henrik Sass Larsen er et magtmenneske har han aldrig lagt skjul på. Men han foretrækker tydeligvis rollen som kongemager og magtfuld nummer to frem for at være den, der står helt fremme i rampelyset.

»For Henrik handler det om politik og idéer. Han vil hellere have ret end at komme på TV,« som hans ven og forgænger som gruppeformand Mogens Jensen udtrykker det.

Selv mener Henrik Sass Larsen, at »der er så mange facetter ved det at være statsminister, som jeg ville være håbløst uegnet til. Konstant at stå foran et kamera og forklare sig for eksempel. Det ville jeg virkelig ikke bryde mig om,« siger han.

Det er Henrik Sass Larsen, der udtaler ordene først, da en række politikere fra den såkaldte Nyrup-fløj samles til møde på et kontor på Christiansborg om morgenen 10 februar 2005:

»Vi kan lige så godt bide til bolle,« siger han og peger på Helle Thorning-Schmidt som hende, der bør være Nyrup-fløjens kandidat til at blive socialdemokraternes formand efter Mogens Lykketoft.

Optakten til mødet, hvor Henrik Sass Larsen springer ud som kongemager i Socialdemokratiet, er udførligt beskrevet i bogen »Helle for magten«. Her kan man læse, at det bl.a. er frygten for, at Mogens Lykketoft vil prøve at køre den mere venstreorienterede Mette Frederiksen i stilling som sin afløser, der får Nyrup-fløjen til at rykke hurtigt for at komme først med deres kandidat. Det bliver som bekendt Auken-fløjens Frank Jensen, som Thorning kommer op imod og vinder over ved en urafstemning blandt partiets medlemmer 12. april 2005. Derefter står det ret hurtigt klart, at det er Henrik Sass Larsen, som socialdemokraternes nye formand vælger at knytte til sig som sin nærmeste rådgiver, politiske skæbnefælle og fortrolige. Det er ikke overraskende, mener Finn Larsen, der er sekretariatsleder i LO, og som kender dem begge.

»Henrik er hurtigt tænkende og et meget intenst politisk menneske. Intenst forstået på den måde, at han har en meget seriøs tilgang til alt, hvad der handler om politikudvikling, strategi og nødvendige relationer,« siger Finn Larsen.

Sine evner som strateg og politikudvikler får Henrik Sass Larsen rig lejlighed til at udfolde i de kommende seks år, hvor han arbejder med det ene mål for øje, at Socialdemokraterne skal tilbage til magten. Han optræder i rollen som Helles hårde hund, der slår hårdt ned på enhver, der udfordrer Thornings autoritet og den politiske linje. Det er Henrik Sass Larsens fredsaftale med Carsten Hansen (S), den uofficielle leder af kaffeklubben Rustbankerne, der får sat en stopper for de altødelæggende fløjkrige i partiet i 2006, og det er som en af hovedarkitekterne bag alliancen med SF i 2009, at han er med til at bane vejen for, at Helle Thorning-Schmidt omkring midnat 15. september 2011 endelig kan gå på scenen i det tidligere Folkets Hus og lade sig hylde som Danmarks nye statsminister.

Da topfolkene fra Socialdemokraterne, de Radikale og SF efterfølgende indleder forhandlinger om et kommende regeringsgrundlag på Hotel Crowne Plaza på Amager, er det med en udbredt opfattelse af, at Henrik Sass Larsen sidder med omkring bordet i sin egenskab af, at være Danmarks kommende finansminister. Det kommer derfor som et chok for alle, da de kun tre dage før forhandlingernes afslutning bliver bedt om at tænde for TV 2 News, hvor Henrik Sass Larsen meddeler, at han ikke vil stå til rådighed som minister, fordi PET ikke kunne sikkerhedsgodkende ham.

»Vi var alle rystede, da han blev taget ud af spillet, fordi den situation med PET opstod. Vi havde alle regnet med, at han skulle være en del af regeringen. Det var bestemt ikke sådan, at vi Radikale drog en lettelsens suk, fordi vi havde haft vores politiske sværdslag før valget. I Tårnet (Hotel Crowne Plaza, red. ) oplevede jeg, at Sass var meget hurtig til at tage bestik af valgresultatet og fornemme, at vinden nu stod fra en lidt andet retning,« siger Morten Østergaard (R), der i dag er uddannelsesminister.

Da Henrik Sass Larsen er ude i sit livs værste politiske nedtur og fra sidelinjen må se til, mens han partifæller høster de ministerposter, der er resultatet af seks års slid, skriver en præst til ham, at han for alt i verden skal undgå at blive bitter. Det råd tager han til sig. Også selv om han i flere måneder må kæmpe en ensom kamp, for at få aktindsigt i sin egen sag og slippe af med det tavshedspålæg, som han var blevet pålagt af departementscheferne fra stats- og justitsministeriet. »Ingen tvivl om, at Henrik fik et ordentligt dyk. For ham var det en ufattelig tragedie og for partiet et kæmpe tab, at han ikke blev minister. Men det efterfølgende forløb viser hans enorme råstyrke. Han kæmper for sin ret uden at fjerne sig fra sit eget parti. Han får skilt sin personlige kamp fra partiets kamp,« siger nuværende boligminister Carsten Hansen.

Henrik Sass Larsen erkender offentligt, at det var forkert af ham at have svaret på en SMS fra Bandidosrockeren kaldet Suzuki Torben, som han var blevet fotograferet sammen med i maj, da han satte sig ved et cafébord, hvor Henrik Sass Larsen sad sammen med sin gamle ven, den lokale Køge-politiker Tommy Kamp. Men eksperter sætter spørgsmålstegn ved, om det er nok til, at en mand kan udgøre en sikkerhedsrisiko.

Det viser sig senere, at det er forkert, når departementscheferne har givet Henrik Sass Larsen indtryk af, at han ikke kunne sikkerhedsgodkendes som minister. En udlægning, som statsminister Helle Thorning-Schmidt ellers også først giver udtryk for, men som hun senere korrigerer. Det er statsministeren alene, der tager beslutningen om, hvem hun vælger at udnævne til minister. Det har ført til spekulationer om, hvorvidt Thorning ofrede Sass, fordi hun frygtede, at der faktisk var mere at komme efter, eller om hun også fejlagtigt troede, at han skulle sikkerhedsgodkendes.

Selv afviser Henrik Sass Larsen, at Thorning-Schmidt burde have forsøgt at overtale ham til at blive minister.

»Thorning kunne ikke have hjulpet mig i den situation. Der har jeg ikke noget at bebrejde,« siger Henrik Sass Larsen.

Han fortryder ikke, at han selv valgte ikke at stå til rådighed.

Efter otte måneder ude i kulden gør Henrik Sass Larsen et bemærkelsesværdigt comeback som gruppeformand i maj 2012. Thorning har simpelthen brug for ham, lyder vurderingen fra de kilder Berlingske har talt med. Til at holde styr på den mere og mere frustrerede socialdemokratiske folketingsgruppe, hvis humør og forståelse for ledelsens politiske valg daler lige så hastigt som vælgeropbakningen til det gamle arbejderparti. Og til at mindske kløften mellem gruppen og den mere og mere isolerede ledelse i partiet, hvilket først og fremmest vil sige Helle Thorning-Schmidt og finansminister Bjarne Corydon. Sass Larsen, der tidligere var frygtet, mere end han var afholdt, bliver nærmest budt velkommen tilbage som en anden messias. I dag er han manden, som de fleste socialdemokrater gerne vil være ven med. Han har på kort tid fået genplaceret sig som en af de mest indflydelsesrige personer i partiet. Med tæt kontakt til Thorning-Schmidt og Corydon og med et stærkt netværk, der rækker ud i alle de så berømmede socialdemokratiske kaffeklubber og langt ind fagbevægelsen.

Men alt er ikke ved det gamle.

Det blev tydeligt for enhver med regeringens lancering af en lettelse af selskabsskatten i forbindelse med den netop vedtagne vækstpakke. Her kom det frem, at ikke alene beskæftigelsesminister Mette Frederiksen, men også Henrik Sass Larsen på de indre linjer i kraftige vendinger havde advaret imod at sænke selskabsskatten.

»Det var utrolig ærgerligt, at dele af mine overvejelser kom frem i offentligheden. Men som det har fremgået, så havde jeg gættet, at det ville føre nogle vanskeligheder med sig,« siger Henrik Sass Larsen. Selv om Henrik Sass Larsen er helt på linje med Thorning-Schmidt og Corydon, når det gælder det overordnede behov for reformer og fokus på, at få skabt job, så kommer det med vækstplanen til at stå klart, at han også har fået en ny rolle i forhold til dem. Som gruppens tillidsmand, der udtrykker bekymring over den manglende vælgeropbakning og hensyntagen til socialdemokratiske kernestandpunkter. Og som kritiker, når det det gælder den socialdemokratiske ledelses indsats for at kommunikere med vælgerne.

Samtidig bliver det tydeligt for enhver, at Henrik Sass Larsen og Mette Frederiksen, hvis forhold helt tilbage fra DSU-tiden og i mange år frem har været præget af nogen mistro, er ved at have skabt en stærk alliance, der forener højre og venstre side af Socialdemokratiet. For nogle er det en drømmesituation, mens andre er mere bekymrede. Blandt socialdemokrater på Christiansborg er det en udbredt opfattelse, at en alliance med Henrik Sass Larsen nærmest kan gøre én til Socialdemokratiets formand. Det er Helle Thorning-Schmidt i nogles øjne et godt eksempel på. Men Morgenmadsklubben, hvor Henrik Sass Larsen er medlem, har i mange år haft forsvarsminister Nick Hækkerup, som deres bedste bud på en kommende formand, og det er ikke alle, der har lyst til at lave om på det.

I Mette Frederiksens Netværket er begejstringen mere entydig, ikke mindst hos Jacob Bjerregaard, der er ven med dem begge.

»Henrik og Mette er begge båret af ideologi og udstyret med et indre socialdemokratisk kompas. Man kan simpelthen mærke dem, og det kan jeg godt lide,« siger Jacob Bjerregaard, der er udlændinge- og integrationsordfører.

Andre kilder, som Berlingske har talt med, mener, at Sass og Frederiksen er repræsentanter for »en socialdemokratisk urkraft«, som er svær at få øje på hos Thorning og Corydon. At Henrik Sass Larsen både formår at være tæt sparringspartner med finans- og statsministeren og samtidig indgå en alliance med Mette Frederiksen, som lige nu er med til at sikre stabilitet i partiet, viser i manges øjne, hvor dygtig en strateg han er.

Det viser også, at Henrik Sass Larsen er ved at indstille sig på, at Helle Thorning-Schmidts tid som formand for Socialdemokraterne efter alt at dømme er slut, hvis de som meningsmålingerne tyder på lige nu, får et dramatisk nederlag ved næste valg. Et emne, han dog nægter at diskutere.

»Det er håbløst med den type betragtninger. Det er ikke et issue at begynde at diskutere, hvem der skal være den næste leder i Socialdemokratiet. Det er fuldstændig ødelæggende at starte den debat,« siger Sass Larsen.

Han holder en kort pause. og tilføjer så:

»Det er rigtigt, at jeg og Mette Frederiksen taler meget sammen. Vi har et godt og fortroligt forhold. Det havde vi ikke i begyndelsen, da vi i 2005 sad sammen i den socialdemokratiske ledelse. Vi kom fra hvert sit sted. Men jeg har fået meget respekt for Mettes måde at arbejde på. Jeg stoler 100 procent på hende. Hun er en fremragende taler og en af de bedste analytiske talenter i partiet,« lyder skudsmålet fra Sass Larsen.

Mette Frederiksen og Henrik Sass Larsen kender hinanden helt tilbage fra midt 90erne, hvor hun blev valgt til DSUs hovedbestyrelse, og han var formand. Hun beskriver hans ledelsesstil dengang som »en slags oplyst enevælde«, og der gik ikke lang tid før de politisk røg i totterne på hinanden. Alligevel mener hun ikke, at det er overraskende, at de i dag har nærmet sig hinanden.

»Lige så uenige vi har været, lige så stor respekt har Henrik og jeg altid haft for drivkraften hos hinanden. Det var også en åbenlys social indignation, der drev Henrik ind i politik, selv om han hader løftede pegefingre og ikke kan fordrage moraliseren. Vi deler nogle mål i forhold til, hvor det her samfund skal udvikle sig hen, men midlerne er vi ikke altid enige om,« siger Mette Frederiksen og understreger, at Henrik Sass Larsen er kommet tilbage i toppolitik for at blive.

Der er dem, der mener, at Henrik Sass Larsens politiske drivkraft er så stærk, at den er umulig at holde nede. At det er årsagen til, at han altid er kommet igen. Efter at han har tabt interne magtkampe og er blevet sat ud på et sidespor, som det skete da Mogens Lykketoft var formand. Og efter at han måtte trække sig som ministeremne, da han stod lige på målstregen til at få sin drøm om at blive finansminister opfyldt. Andre tilskriver det en råstyrke, som de mener kommer af, at Henrik Sass Larsen fra en meget tidlig alder har stiftet bekendtskab med mere modgang, end noget barn bør.

»Henrik er på mange måder et usædvanligt menneske. Der er ingen tvivl om, at den barndom, han har været igennem, har givet en råstyrke og vilje til at komme ud på den anden side,« siger Carsten Hansen (S).

Henrik Sass Larsen er vokset op på Vestegnen med en ufaglært mor, hvis kæreste bankede ham, så Henrik Sass Larsen første gang kom på børnehjem som 12-årig. Da han var 17 år begik hans far selvmord, men nogle år forinden fandt Henrik Sass Larsen ro hos en plejefamilie, der var en kammerats forældre. Det er en historie, han ikke selv bryder sig om at dvæle ved. Ikke desto mindre er hans brud med den barske livsbane, noget der afføder respekt blandt mange socialdemokrater på Borgen.

»Man kan mærke, at Henrik Sass Larsen kommer fra en baggrund, hvor han har måtte kæmpe sig frem til det, han er i dag. Han er en overlever også i politik. Han er gået fra at være kommende finansminister til at blive banket helt tilbage til begyndelsen og sidde blandt os andre i Sibirien. Men han er vendt tilbage for at styre partiet på rette vej. De færreste ville kunne klare den tur, han har været ude på. De fleste ville være knækket,« siger Leif Lahn Jensen, der er arbejdsmarkedsordfører og sidder i kaffeklub med Henrik Sass Larsen.

Selv konstaterer Henrik Sass Larsen blot »at det må være slut med den barndom«.

»Hvad skal jeg bruge det til … at dvæle ved fortiden. Alle mennesker oplever dårlige ting. Det afgørende er at komme videre og komme over det. Sådan er jeg indrettet.«