»Politiske trakasserier og proforma-slagsmål uden politisk substans fylder mere, end jeg havde regnet med«

Serie: Derfor blev jeg politiker. Det var et møde med Svend Auken, der gjorde, at Dan Jørgensen endte med at gå ind i politik. Spin og personlige skænderier fylder for meget, siger S-politikeren, der bedre kan lide debattonen og arbejdsmetoden i Europa-Parlamentet end i Folketinget.

Foto: Thomas Lekfeldt. ARKIVFOTO 2015 af Dan Jørgensen (Socialdemokraterne)- - Se RB 9/9 2015 08.19. Integrationsordfører Dan Jørgensen (S) mener, at regeringen har spildt to dage i flygtningespørgsmålet. Dan Jørgensen, integrationsordfører for Socialdemokraterne, er ikke imponeret over regeringens ageren i flygtningesituationen hidtil. (Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix 2015)
Læs mere
Fold sammen

Politiko.dk har interviewet en håndfuld nuværende og tidligere folketingspolitikere om, hvad der drev dem til at gå ind i dansk politik, om vejen til at blive politiker og om fordele og ulemper som folkevalgt. Serien bliver bragt i denne uge.

I dag er det den tidligere fødevareminister og europaparlamentariker for Socialdemokraterne, den nuværende MFer Dan Jørgensen, der fortæller:

»Jeg har haft interessen for politik lige så længe, jeg kan huske. Fra jeg begyndte at kunne læse, har jeg læst aviser og været interesseret i politik. Jeg valgte at læse statskundskab på universitetet i Aarhus, og det er klart, at når man gør det, så ved man godt, at man kommer til at beskæftige sig med politik i et eller andet omfang.

Jeg havde nok egentlig regnet med, at jeg ville ende med at arbejde i en ngo eller måske i udlandet. Men så mødte jeg Svend Auken, og det blev udslagsgivende. Han inspirerede mig helt fantastisk. Hans idealisme, engagement og værdier ændrede mit liv. Han fik mig til at indse - også fordi han sagde det direkte til mig – at hvis man gerne vil ændre verden, så er man nødt til at blive politiker og ikke bare få et job, hvor man kan påvirke politikerne.

Jeg fandt ud af, at jeg skulle være politiker, da der i 2002 skulle vælges kandidater til europaparlamentsvalget i 2004. Dengang var jeg kun næsten færdig med studierne, og Svend opfordrede mig til at stille op. Den skulle jeg jo lige tygge på, men jeg var jo socialdemokrat og havde også været aktiv som blandt andet formand for Frit Forum, den socialdemokratiske studenterbevægelse.

Jeg havde også været et halvt år i praktik i Europa-Parlamentet for den socialdemokratiske gruppe dernede og arbejdede på det tidspunkt som studentermedhjælper for Socialdemokraterne på Christiansborg, hvor jeg dagligt arbejdede sammen med både Svend, Poul Nyrup og Mogens Lykketoft. Det var virkelig fascinerende, og jeg kunne godt se mig selv i den verden. Så da Svend viste mig, at han havde tillid til, at jeg kunne blive valgt - modsat de fleste andre, i øvrigt - så gik jeg dæleme også efter det.

37 generalforsamlinger på en måned

Jeg blev valgt som kandidat for det, der hed Østjyllands Amt dengang. Jeg kan huske, jeg var til 37 generalforsamlinger på en måned i den periode, hvor der skulle vælges kandidat. Og i mere end et halvt år førte jeg fuldtidsvalgkamp og delte roser ud - også længe inden, danskerne overhovedet var begyndt at tænke på europaparlamentsvalgkamp.

Jeg tror ikke, der var så mange udover Svend, der troede på, jeg havde en chance. Jeg tror, de mest af alt tænkte, at det var fint at have et ungt, engageret menneske, der kunne kæmpe og trække nogle stemmer. Jeg er ikke engang sikker på, jeg selv troede helt på mine chancer.

Men jeg knoklede og endte med at blive valgt med 10.350 stemmer - eller noget i den stil. Det gav mig en femteplads på den socialdemokratiske liste. Ved det valg fik vi fem ind. Det var vildt, og kun fordi Poul Nyrup var vores spidskandidat. Poul trak mig med til Bruxelles, kan man sige.

Jeg følte mig som politiker første gang, da jeg sad til en paneldebat med Bendt Bendtsen i løbet af valgkampen. Han var én, jeg havde set i tv og én, man kendte. Der tænkte jeg for første gang: ’ok, nu er det for real.’

Det kan lyde lidt floromvundent og højtideligt, men mit mål med politik var at gøre en forskel. Og det er det da heldigvis stadig. Jeg ville gerne i Europa-Parlamentet for at bekæmpe klimaforandringerne, beskytte naturen og få de farlige kemikalier ud af vores hverdag. Det var det, jeg gik til valg på, og det, jeg beskæftigede mig med i Bruxelles, hvor jeg ret hurtigt blev næstformand i Miljøudvalget. Der sad jeg så som 29-årig og forhandlede lovgivning med konsekvenser for en halv milliard mennesker. Det var ret vildt.

Politiske trakasserier og proforma-slagsmål fylder

Jeg må sige, at politiske trakasserier og proforma-slagsmål uden politisk substans fylder mere, end jeg havde regnet med og håbet på, de ville gøre, da jeg var ung. Og de har fyldt meget mere i de to år, der er gået, siden jeg er kommet hjem til dansk politik, end de gjorde i Europa-Parlamentet, hvor der er langt større fokus på det gode argument, på at finde kompromisser og arbejde sammen. Det er simpelthen nødvendigt, hvis man skal have så stort et apparat til at arbejde sammen. Det handler måske også om, at der ikke er så meget medieopmærksomhed på det, der sker i Bruxelles. Herhjemme kan der godt være lidt for meget spin og skænderier, som ikke handler så meget om substans, men mere er form og går ud på at drille.

Vi bærer som politikere vores del af ansvaret for det. Og jeg bærer bestemt også min del af ansvaret - det løber jeg ikke fra. Men nyhedskriterierne i medierne betyder også en del. Det er jo åbenlyst, at det ikke kommer i nyhederne, hvis man har lavet en god aftale, som alle er enige om er fin. Der skal være nogen, der brokker sig. Og hvis konflikten er stor, så er det ligegyldigt, at substansen er lille.

Det, jeg kan gøre, er jo at tale ordentligt til mine politiske modstandere, være ærlig og nuanceret og debattere substans i stedet for at fokusere på drillerier. Jeg synes for eksempel, man som politiker skal passe på med, at det hele bliver sort/hvidt. Problemet er bare, at der ikke er plads til nuancerne i mediernes overskrifter.

Jeg synes, tillidskrisen mellem politikerne og vælgerne er alvorlig. Jeg tror nu også, den har været der tidligere, men det kan godt være, den er blevet lidt mere alvorlig nu, end den har været før. Jeg tror, en af løsningerne på krisen kan være, at vi politikere bliver bedre til at være mere værdibaserede i vores argumentation, så vi hele tiden husker at have vores grundlæggende idealer med.

Det vil gøre det lettere for vælgerne at forstå, hvor vi kommer fra, og hvorfor vi eventuelt indgår et kompromis. På den måde bliver politik mindre personligt. Det vil være godt, for jeg tror, at de personlige skænderier og angrebene på manden i stedet for bolden er noget af det, folk er trætte af.

Jeg har ikke sat nogen udløbsdato for mig selv som politiker. Men jeg kan heller ikke her og nu sige, at jeg skal være politiker resten af mit liv. Jeg har aldrig haft langsigtet karriereplanlægning, men altid fokuseret på at løse opgaven så godt som muligt, mens jeg var i den. Det har jeg tænkt mig at fortsætte med, og så må vi se, hvad der sker i fremtiden.«

'Derfor blev jeg politiker': Dette er femte og sidste artikel i serien om, hvorfor fem politikere endte med at gå ind i politik. Politiko.dk har også talt med børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) - den artikel blev bragt i tirsdags, tidligere udenrigsminister og formand for de Konservative, Lene Espersen - den artikel blev bragt onsdag, Alternativets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist - den artikel blev bragt torsdag og den mangeårige radikale minister, Niels Helveg Petersen - den blev bragt i går.

Tidligere i serien:

Læs om, hvorfor børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby blev politiker:

Læs om, hvorfor tidligere udenrigsminister og formand for de Konservative Lene Espersen blev politiker:

Læs om, hvorfor Alternativets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, gik ind i politik:

Læs om, hvorfor tidligere udenrigsminister, de radikales Niels Helveg Petersen, blev politiker: