Politiske dyr svømmer bedre i oprørte vande

Faglige spidskompetencer er gode at have, men det kan være langt vigtigere at kende det politiske spil, hvis tiden som minister skal blive en succes.

Forhenværende udviklingsminister Christian Friis Bach (R). Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

For et år siden forlod Uffe Elbæk Kulturministeriet, og torsdag tog Christian Friis Bach (R) så sit gode tøj og forlod Udenrigsministeriet. Fælles for de to eks-ministre er, at de som ubeskrevne politiske blade blev hentet til Christiansborg.

Og så kan det være svært at manøvrere i det politiske landskab, vurderer to politiske kommentatorer, hvoraf den ene - Hans Engell - som både forsvars- og justitsminister har erfaring med forretningsgangene i ministerierne og på Christiansborg.

»Hvis man kommer helt udefra, så kan det være svært at falde til i rollen som minister og som politiker. Det kræver en relativ hurtig tilvænningsproces, og det kræver et politisk boldøje, og det har måske nok svigtet i begge sager,« siger Hans Engell.

Med lidt mere politisk tæft kunne Christian Friis Bach formentlig have undgået at havne i en situation, hvor han følte sig nødsaget til at trække sig som udviklingsminister, vurderer Engell.

»Friis Bach har deltaget i et møde, hvor der har været rejseregler på dagsordenen, og enhver politiker ved, at hvis der er noget, der interesserer medierne, så er det rejseregler. Så der burde han måske nok lige have kigget efter, og hans embedsmænd burde have kigget efter fem gange, hvad det punkt handlede om,« siger Hans Engell.

Frans Mikael Jansen, generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, hvor Christian Friis Bach har været formand i fire år, kender den tidligere minister fra NGO-miljøet og mener også, at en mere garvet og måske mindre idealistisk politiker har det lettere på toppen af et ministerium.

»Hvis man er et politisk dyr, der gebærder sig og overlever med mindre klare idealer, så kan man måske bedre svømme i oprørte vande,« siger Frans Mikael Jansen.

Generalsekretæren pointerer, at Christian Friis Bach fra starten har sat meget store krav til sig selv som minister ved at erklære sig »fanatisk« omkring åbenhed.

»Når man sætter barren meget højt for demokrati, åbenhed, transparens og italesætter det på en meget markant måde, så er man selvfølgelig sårbar,« siger Frans Mikael Jansen.

Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, beskriver Christian Friis Bach som »en fagligt dygtig minister, som også har udvist en evne til at agere i det politiske spil« og mener, at Friis Bachs afsked hovedsagligt blev udløst af et kæmpe svigt fra embedsmændene i Udenrigsministeriet, og så kan 20 års politisk erfaring hjælpe nok så meget.

»Jeg vil vove at påstå, at enhver minister kan risikere at falde med et brag, hvis vedkommende virkelig bliver svigtet af sit embedsværk, hvilket, jeg mener, er sket i denne her sag,« siger han.

Og det kan også være en fordel at komme direkte fra den virkelige verden ind i toppen af et ministerium, pointerer Charlotte Sahl-Madsen, der prøvede netop det, da hun i 2010 skiftede direktørposten i Danfoss Universe ud med et job som minister for videnskab, teknologi og udvikling. Man skal bare være klar til at blive udfordret på sin faglighed.

»Man møder et stærkt fagligt funderet embedssystem, der gerne vil give en gode råd, og der må man så sørge for at få styr på facts og selv vurdere, hvordan man får de politiske mål opnået,« siger Charlotte Sahl-Madsen.