Politisk uenighed om lærernes arbejdstid

Enhedslisten er klar til at støtte lærernes krav om bedre arbejdstidsregler. Dansk Folkeparti varsler ligeledes, at KL ikke kan regne med partiets støtte.

Foto: Kasper Palsnov.
Læs mere
Fold sammen

Det tyder på, at der er et politisk slagsmål om lærernes overenskomster på vej. Enhedslisten har brudt borgfreden i Kommunernes Landsforening (KL) og har meldt ud, at partiet er parat til at støtte lærernes krav om bedre arbejdstidsregler.

Dansk Folkeparti antyder også, at regeringen ikke kan være sikker på deres støtte. Det skriver Politiken.

I 2013 betød en konflikt mellem lærerne og deres arbejdsgivere, at lærerne blev lockoutet, og at skolebørn ikke var i skole i næsten en måned. Folketinget endte med at bryde ind i konflikten med et lovindgreb.

Anders Bondo Christensen, formand for Danmarks Lærerforening, varslede i går, at der også er risiko for sammenbrud i dette års overenskomstforhandlinger, fordi lærerne ikke mener, at de får nok forberedelsestid.

KLs topforhandler, den konservative Michael Ziegler, opfordrede dog lærernes formand til at tage det roligt.

Men den melding undrer Enhedslistens repræsentant i KLs løn- og personaleudvalg, Helge Bo Jensen (EL).

»Michael Ziegler burde overveje at kravle op af sin skyttegrav og faktisk forholde sig til kvaliteten af undervisningen i folkeskolen. Det har han et meget stort ansvar for. Det er da oplagt at bruge denne overenskomstforhandling til at reparere på nogle af de fejl, der blev begået,« siger han til avisen.

Selvom Dansk Folkepartis undervisningsordfører, Alex Ahrendtsen (DF), stemte for lovindgrebet i konflikten i 2013, vil han ikke garantere, at Dansk Folkeparti vil støtte KL, hvis forhandlingerne igen ender i en konflikt.