Politisk kommentator om Søren Pind-udmelding: »En markant afvisning og et nederlag for Løkkes projekt«

Søren Pinds hårde afvisning af Lars Løkkes nye politiske projekt kan få potentielt interesserede vælgere og medlemmer hos Venstre til at undlade at gå ind i projektet. Det vurderer Berlingske politiske kommentator, Bent Winther.

Billedet er fra Søren Pinds reception for bogen »Frie ord«, der udkom i 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

I en kronik i Berlingske er debattør og tidligere Venstreminister Søren Pind ude med riven efter Lars Løkkes nye politiske projekt.

Søren Pind indleder med pæne ord om, at Løkke tog ham ind i varmen i Venstre, efter han havde været udelukket fra det gode selskab.

Den efterfølgende kritik falder ham efter eget udsagn ikke let at skrive, men ikke desto mindre er kritikken krads.

Pind skriver, at Lars Løkke »pønser [ …] på at træde ind på banen igen med et midterparti, der skal være i den gamle smørklat, som Radikale Venstre tidligere sad i.«

Det bryder Søren Pind sig ikke om:

»Jeg synes ikke, du kan være det bekendt. Jeg kan godt forstå din vrede. Men det gik ikke længere. Du har haft din tur,« skriver han også.

Berlingskes politiske kommentator, Bent Winther, kalder det for en markant afvisning, der kan gå hen og få konsekvenser.

»Det er en meget markant afvisning af Løkkes planer. Når kritikken kommer fra Pind, der har meldt sig ud af politik og er en debattør, der ideologisk står samme sted som Løkke, så er det noget, der rammer meget hårdt,« siger Bent Winther.

Hvis kritikken i stedet var kommet fra Venstre eller Det Radikale Venstre, havde det været mindre voldsomt, fordi de må ses som Løkkes konkurrenter. At kritikken i stedet kommer fra en kendt stemme og debattør som Søren Pind, der har forladt politik, slår hårdere. Og særligt hårdt, fordi Pind deler ideologisk ståsted med Løkke.

»De er helt enige om, at den politiske midtersøgende kurs og en mindre stram udlændingepolitik med brede forlig idealistisk set er fornuftig,« forklarer Bent Winther.

Ifølge Winther havde det været oplagt, hvis det fælles politiske ståsted havde medført, at Pind var gået med ind i Løkkes projekt, men sådan blev det altså ikke.

»Så når han melder ud, at han synes, at projektet er en rigtig dårlig idé, fordi det splitter, så er det en markant afvisning og et nederlag for Løkkes projekt, må man sige«.

Kan give Venstre-folk kolde fødder

Når en person i Søren Pinds position siger så klart og hårdt fra, kan det få konsekvenser, vurderer Berlingskes politiske kommentator. Et resultat kan blive, at en del medlemmer og vælgere fra Venstre måske tager afstand fra Løkkes projekt, forudser han.

»Man kunne forestille sig mange Venstre-vælgere og medlemmer, der ellers godt kunne tænke sig en mere midtersøgende kurs, og som også var trætte af den stramme udlændingepolitik, som Løkke står for, tænker sig om en ekstra gang, og der kan være nogle, der får kolde fødder og holder sig væk fra Løkkes projekt«.

Spørgsmålet er så, hvad der får Søren Pind til at komme med denne kronik. Bent Winther hælder ikke til en teori om, at der skulle være nogen bagtanker med udmeldingen.

»Han kan se, at det borgerlige Danmark, som i forvejen er i krise, vil blive voldsomt splittet af Løkkes projekt. Og at blå blok ikke derved kommer tættere på magten,« siger Bent Winther.

Det var Løkke, der udnævnte Pind til justitsminister, men det var også Løkke, der flyttede ham til posten som uddannelses- og forskningsminister.

»Det har gjort ondt på Pind at miste posten som justitsminister,« siger Bent Winther.

Men han kan ikke se, at det på nogen måde skulle have dannet grobund for Søren Pinds udmelding.

Bent Winther hæfter sig i stedet ved den hårde retorik hos Pind, der som nævnt skriver, »du kan ikke være det bekendt«, hvor Pind appellerer til det de borgerliges sammenhold, hvor man må undgå at skabe splittelse og da slet ikke begynde at oprette nye partier.

I kronikken skriver Søren Pind: »Gamle ven, det her projekt handler kun om dig. Din forfængelighed. Og din vrede over det, der er overgået dig«.

Søren Pind tegner altså et billede af, at det nye projekt skulle være en egoistisk hævnaktion. Det er vel lidt af en påstand?

»Det er en meget hård påstand – også fordi der er nogle ting, der taler imod det. Lars Løkke havde jo denne her kurs, allerede da han skrev bogen ‘Befrielsens øjeblik’, der jo handlede om, at man i højere grad burde samarbejde på midten af dansk politik,« siger Bent Winther

Med udgivelsen af bogen lancerede Løkke op til folketingsvalget i 2019 sit politiske projekt om en midtersøgende politik og en SV-regering. Efterfølgende meldte daværende næstformand i Venstre, Kristian Jensen, ud i et interview i Berlingske, at han ikke støttede SV-projektet.