Politisk kampagnekrig: »Ingen vinder og alle får skidt på skjorten«

Op til det energiudspil, regeringen præsenterer torsdag formiddag, har Venstre og Socialdemokratiet ført en kamp på billeder og ord i både traditionelle og sociale medier. Ifølge en ekspert i politisk kommunikation handler det mere om ikke at tabe end om at vinde.

Nogle gange handler politik om at råbe højest, selv hvis man ikke har noget fornuftigt at sige.

Sådan lyder det fra Frederik Preisler, der er partner og kreativ direktør i Mensch, og som i mere end tyve år har beskæftiget sig med reklame og politisk kommunikation. Berlingske har bedt ham vurdere den kamp på ord og billeder, der har kørt mellem Venstre og Socialdemokratiet op til regeringens energiudspil torsdag.

Tirsdag skiftede Venstre partiets traditionelle blå farve ud med en grøn palette på hjemmesider og sociale medier. Kort efter kom modsvaret fra Socialdemokratiet, der i en kort animationsvideo skrabede den grønne farve af Venstres logo og afslørede en sort inderside.

»Grøn udenpå« står der i starten af video. »Sort indeni« står der i slutningen.

Onsdag fortsatte stridighederne på reklamesiderne i dagbladet Politiken. På side tre havde Venstre indrykket en helsidesannonce, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) stod foran en havmøllepark. Danmark er verdens bedste til grøn energi, var budskabet under overskriften »Sådan, Danmark«.

Fire sider længere henne, var det Socialdemokratiet, der havde købt en hel side. »Sådan, Venstre?,« spurgte partiet og beskrev hvordan de mente, at Venstre pyntede sig med lånte fjer på energiområdet. I punktform oplistede de fem ting, hvor de mente, at Venstre havde svigtet miljøet.

»Venstre forsøger dybest set at tage æren for alt, hvad der er godt og grønt. Socialdemokratiet prøver at torpedere den påstand med deres modkampagne,« siger Frederik Preisler fra Mensch. Han fortsætter:

»Det bliver en kamp om hvem, der har størst troværdighed i befolkning, og der ligger begge partier meget lavt. Resultatet bliver, at ingen vinder og at alle får skidt på skjorten.«

Iskold kalkule

Men hvis ingen af parterne vinder kommunikationskrigen, hvorfor giver de sig så i kast med den? Ifølge Frederik Preisler ligger der en iskold kalkule bag for begge partier. Han tror ikke, at Socialdemokratiets modkampagne kan rykke mange stemmer ved kommende valg, men det er heller ikke nødvendigvis formålet, fortæller han. Det handler i stedet om at så tvivl om det, Venstre siger.

»Venstre håber på, at nogen sidder tilbage og tænker ‘nå, måske er Venstre ikke helt lige så sorte som vi troede’, men det vil Socialdemokratiet ikke lade stå uimodsagt. Det er ikke sådan de oplever verden, og det vil de gerne gøre opmærksom på,« siger Preisler. Han fortæller videre, at han mener, begge annoncer er blottet for substans. Det er bare påstande om at Danmark er verdens bedste på det ene og det andet område, siger Preisler. Men sådan er politik også, lyder det.

»Dem, der har magten, praler af det og af, hvor godt det går. Dem, der ikke har magten, prøver at kritisere magthaverne og nedgøre deres arbejde. Det er sådan politik i virkeligheden ser ud,« lyder det fra Frederik Preisler.

Berlingske beskrev sidste år, at Dansk Folkeparti havde brugt 8,1 mio. kroner på annoncer i målte listepriser i løbet af 2016. Det var mere end dobbelt så meget som Venstre, der med fire mio. kroner indtog andenpladsen for 2016. I valgåret 2015 var beløbene dog noget anderledes:

Her brugte Socialdemokratiet knap 76 mio. Kroner på annoncer i målte listepriser. Venstre annoncerede for cirka halvdelen. Lavest lå Alternativet og Enhedslisten med henholdsvis annonceudgifter for lige over en mio. kroner og lige under to målt i listepriser.

{embedded type="node/feeditem" id="49893934"}