Politisk flertal vil straffe bombetrusler hårdere

Et bredt politisk flertal vil skærpe straffen for at stå bag bombetrusler.

Læs mere
Fold sammen

Det skal straffes langt hårdere at stå bag en bombetrussel, ligesom den person, som søndag lukkede Bilka i Odense ved at sige, der var en bombe i varehuset.

Det mener et bredt flertal i Folketinget, skriver metroxpress.

Dansk Folkeparti har et færdigt lovforslag om, at det skal koste minimum et halvt års fængsel, hvis man indtelefonerer en bombetrussel.

»En bombetrussel er særdeles alvorlig og bør straffes hårdt. Det skal ikke tages som en drengestreg,« siger retsordfører Peter Skaarup (DF) til avisen.

I dag slipper mange med en bøde og højst 30 dages fængsel. Det var tilfældet i de 36 domme for bombetrusler, som politiet registrerede i de første 11 måneder af 2014. I 2013 havde politiet til sammenligning 20 sager og året før 21 sager.

Både SF, S, V og K vil gerne skrue op for straffene, men er modstandere af minimumsstraffe.

De vil dog have gerningsmændene til at betale alle udgifter ved truslen. For eksempel Bilkas mistede omsætning eller den million kroner, som det kostede DSB, da en bombetrussel mod Odense Banegård blokerede juletrafikken sidste år.

»De udgifter bør sendes videre til gerningsmanden. Og så er vi enige i, at straffene er for lave,« siger Karina Lorentzen (SF), formand for Folketingets Retsudvalg.

Rigsadvokaten har besluttet, at straffen for bombetrusler skal være et fokusområde, og vil derfor anke en prøvesag til Højesteret.

»Vi vil gerne have Højesterets vurdering af, hvad straffen skal være i de mere alvorlige sager om bombetrusler,« skriver statsadvokat Jens Røn til metroxpress.

BNB