Politisk drama om globaliseringspuljen

Finansministeren har helt usædvanligt opsagt aftalen om forskningsmilliarder med S og R.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Regeringen har nu gjort alvor af sine trusler og opsagt aftalen med Socialdemokraterne og de Radikale om sammen at fordele godt otte milliarder kroner fra Globaliseringspuljen. Det fremgår af et brev, som finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) netop har sendt til forligspartierne bag Globaliseringspuljen.

- Regeringen finder det meget beklageligt. I den nuværende situation med økonomisk krise er det mere nødvendigt end nogensinde, at de afsatte midler udmøntes, så vi kan fortsætte med at realisere vores mål om flere unge gennem uddannelsessystemet, flere praktikpladser, en øget forskningsindsats, moderne laboratorier på universiteterne og styrket innovation og iværksætteri til gavn for vækst og beskæftigelse, skriver Claus Hjort Frederiksen i brevet.

Det udsædvanlige skridt med at bryde forliget sker, fordi Socialdemokraterne og de Radikale har krævet, at de mange milliarder fra Globaliseringspuljen kun kan blive fordelt, hvis regeringen dropper et forslag om at fjerne børnechecken til de unge mellem 15-17 år, som hverken er i gang med en uddannelse eller har et job. Det vil regeringen ikke, og derfor vil den i stedet fordele de godt otte milliarder kroner sammen med Dansk Folkeparti.

- Regeringen vil derfor nu med de tilbageværende partier i globaliseringskredsen afsøge mulighederne for at løfte ansvaret for dette vigtige område med henblik på, at udmøntningen kan ske på ændringsforslagene til finansloven for 2010, konstaterer finansministeren, som i øvrigt mener, at det i realiteten er S og R, som har opsagt aftalen, da forslaget om børnechecken ikke er omfattet af globaliseringsaftalen.