Politisk analyse: De unge dræbere skal stoppes

Skuddramaet på Christiania understregede, at en lille gruppe unge i gang med et amokløb – samtidig med at de fleste af deres jævnaldrende er lovlydige som aldrig før. Nu skal politikerne finde ud af, hvordan den lille gruppe bremses, inden det går lige så galt som på Christiania.

Politiet rykkede ud i stort antal i og omkring Christiania, da to betjente og en civil blev ramt af skud onsdag aften. Nu skal politikerne finde en måde at undgå, at andre unge bliver lige så forråede som den formodede gerningsmand, der døde efter at være blevet skudt af politiets aktionsstyrke. Foto: Jens Astrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Set i tilbageblik fremstår den nu afdøde 25-årige Meza Hodzic som et sindbillede på et af politiets - og samfundets – værste udfordringer.

Meza Hodzic kom hertil udefra – fra Bosnien Hercegovina – han voksede op i en belastet familie, blev tidligt involveret i kriminalitet og nåede til sidst så langt ud, at han angiveligt var parat til at trække sin pistol og beskyde både betjente og en civil i løbet af det fatale døgn på Christiania.

For at gøre billedet komplet var den formodede gerningsmand tilknyttet den islamistiske gruppe Millatu Ibrahim og nærede sympatier for IS. Dermed passer han kun alt for godt ind i billedet af en af de unge vrede mænd – eller store sociale tabere – som er kørt så langt ud over kanten, at de på samme tid er involveret i hård kriminalitet og flirter med radikal islam, selv om deres omgang med sprut og stoffer ligger så langt fra et fromt liv, som tænkes kan.

Der kan trækkes tråde fra Meza Hodzics forspildte liv til det tidligere bandemedlem, den nu afdøde Omar El-Hussein, som stod bag terrorangrebet i København i 2015 samt El-Husseins lille gruppe af nære venner, der siden har siddet på anklagebænken for at have bistået ham med at udføre det blodige attentat.

Hvis man vil, kan man desuden trække linjer til nogle af de unge mænd, som i de sidste år har begået forbrydelser og udført terror rundt om i Europa, for deres baggrunde rummer ofte slående ligheder.

Det centrale spørgsmål efter ugens tragiske begivenhed handler derfor om, hvordan politi og sociale myndigheder fremover vil kunne sætte de unge skakmat, inden de når så langt ud og anretter så store skader?

Ser vi på statistikkerne, er vi vidne til en kompleks udvikling.

Det vil uden tvivl komme bag på nogle, men for nylig kunne justitsminister Søren Pind (V) rent faktisk udsende en glædelig pressemeddelelse, som handlede om, at antallet af rockere og bandemedlemmer er det laveste i fem år. I dag er ca. 1.400 personer registreret som medlemmer, og det er knap 500 færre end for blot fire år siden, hvor antallet var på sit højeste, viste en rapport fra Justitsministeriets Forskningskontor.

Rapporten viste også, at selv om der rekrutteres nye medlemmer, forlader størstedelen inden for få år rocker- og bandemiljøerne igen, og det ser vel at mærke ud til, at de forlader grupperne permanent.

På den baggrund sagde Søren Pind følgende: »Det er glædeligt, at mange bandemedlemmer og rockere forlader miljøet og ikke vender tilbage. Det skal vi som samfund støtte dem i. Men samtidig ser vi fortsat, at mange nye medlemmer kommer til, og at der eksisterer en lille hård kerne af medlemmer.«

Og her er vi i bogstaveligste forstand inde ved kernen. For samtidig med at de fleste unge er lovlydige som aldrig før, er en lille gruppe i gang med et amokløb. I Justitsministeriet har man den tommelfingerregel, at kun én procent af en ungdomsårgang begår 50 procent af kriminaliteten, og zoomer man ind på den lille gruppe, kommer mange fra kuldsejlede indvandrerfamilier, hvor fædre og brødre har været involveret i kriminalitet, ligesom der uhyggeligt tit kan hæftes psykiatriske diagnoser på de unge, som begår kriminaliteten. Det betyder, at de har færre grænser og dermed er farligere.

Mange af dem er blevet pågrebet og smidt i fængsel som en konsekvens af politiets offensiv i de senere år, og det har ført til, at nogle af de farligste unge mænd er fjernet fra gaderne. Men at gruppen repræsenterer en særlig udfordring, dokumenteres for tiden, eftersom de nu skaber voldsom uro i flere fængsler. Det er ikke tilfældigt, at vi i ugens løb hørte om organiseret masseslagsmål i Enner Mark Fængsel, ligesom det heller ikke er et tilfælde, at fængselsbetjente chikaneres og overfaldes uden for fængslerne.

Det er netop denne udvikling, som har fået formanden for fængselsforbundet, Kim Østerbye, til at advare om, at tre kollegaer inden for det seneste år i deres fritid har været udsat for drabsforsøg – i form af to knivoverfald og et skudattentat.

»Overfaldene er rene hævnaktioner fra grupperinger i bandemiljøet, som føler sig dårligt behandlet, og som sikkert samtidig ønsker at vise Danmarks kriminelle miljø, at de er nogle satans farlige nogen,« lød det fra Kim Østerbye. Han fastslog i samme åndedrag, at bandernes forsøg på at intimidere fængselsvæsenets ansatte i privatlivet »skal stoppes med alle midler.«

Men hvad gør man ved det? Hvordan forhindrer politi og politikere, at vi snart igen skal høre om en ung mand, der begår en frygtelig forbrydelse, og hvor det atter viser sig, at han siden sine barne- og ungdomsår har været på gal kurs?

Svaret er, at man allerede har gjort meget og har brugt store ressourcer på at håndtere denne gruppe af unge. Der er også opnået resultater undervejs.

Men det er lige så klart, at indsatsen skal målrettes mere. Dels er næste generation på vej frem i de belastede kvarterer. Dels er der fare for, at de senere års tilstrømning af traumatiserede flygtningefamilier vil kunne resultere i en ny gruppe af unge, som vil vokse op i nedbrudte familier, vil få en elendig skoletid og i værste fald vil søge mod kriminalitet.

Derfor er der grund til at følge justitsminister Søren Pind nøje, når han snart præsenterer regeringens strategi for, hvordan man mere præcist skal gribe ind overfor de unge. Lykkes det, vil det kunne skabe større tryghed i landets byer, ligesom den kriminelle underverden og rabiate terrororganisationer vil få sværere ved at rekruttere nye medlemmer. Set i det lys bliver der tale om et særdeles vigtigt udspil.