Politikerne kender dig ud og ind

Flere og flere lokalpolitikere bruger detaljeret datamateriale, som afslører hvor de interessante og potentielle vælgere bor.

Hvis det banker på din dør, og der står en politiker udenfor, vil det næppe være en tilfældighed. Du vil typisk være udvalgt på grund af din adresse, dine interesser og holdninger. Flere og flere lokalpolitikere køber nemlig ifølge to eksperter detaljerede oplysninger om, hvilke typer der bor hvor. Og om hvad beboere i en opgang statistisk set mener om dette og hint, og hvad de stemmer - hvis de ikke er kategoriseret som sofavælgere.

Adresserne, som firmaet Geomatic udsender i geografiske felter på helt ned til 100 gange 100 meter, afslører, om beboerne tilhører gruppen af citysingler, karrierestartere, etablerede familier eller 29 andre typer. Og deres holdninger og vaner er kortlagt via offentligt tilgængelige oplysninger fra valgsteder samt statistiske oplysninger og meningsmålinger.

»Det program har stort set alle partier købt og sendt det til deres spidskandidater. Og det er første gang, jeg har set det,« siger valgekspert og professor ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen.

Tendensen bekræftes af Rasmus Jønsson, der er ekspert i politisk kommunikation og ekstern lektor på RUC.

»Partierne får dermed kendskab til, hvor de mest interessante vælgere præcis bor, hvornår de er hjemme, og om de handler hos Guldbageren. Så kan de føre målrettede kampagner i de nabolag, hvor der er størst chance for gevinst,« siger Rasmus Jønsson.

Interessante sofavælgere

Projektchef ved Geomatic Lars Groth vil kun udtale sig generelt og ikke om konkrete kundeforhold.

»Vi har bl.a. lavet en analyse, hvor vi kigger på sofavælgere, som er en rimelig stor gruppe ved kommunalvalg og regionsrådsvalg. Den gør det muligt for politikerne at banke på hos potentielle vælgere. Når vi ved, hvor en given type bor og kender vedkommendes indkøbsmønster, kan vi også anvise, om politikerne skal stille sig foran et bestemt supermarked, en S-togstation eller en stor parkeringsplads, og om vælgerne helst vil snakke om miljø, skat eller andre ting,« siger Lars Groth.

Ifølge eksperterne bruger større partier også meningsmålinger eller fokusgrupper i storbyerne for at kunne spotte vælgernes dagsorden.

»Jeg har interviewet politikere på landsplan efter sidste valg i 2005. Og der er klart sket et skifte i mentaliteten i forhold til at bruge meningsmålinger og fokusgrupper. Tidligere var det fy-fy at bruge designerpolitik, og hvis man gjorde det alligevel, gik man stille med dørene. Men der er sket et opbrud i det her. Politikerne står mere frem og erkender, at der er behov for de redskaber, så de er klar over, hvor borgerne står,« siger Kasper Møller Hansen.

Det er dog kun lykkedes Berlingske Tidende at få SF til at bekræfte, at alle partiafdelinger har adgang til Geomatic.