Politikere vil have en langt mere overskuelig plan for dansen med corona – for sådan én har de i Irland

»Det er decideret dårlig opførsel,« siger Venstres Sophie Løhde om den måde, regeringens seneste coronarestriktioner blev meldt ud til danskerne. På en grøn ø 1.240 kilometer vest for København har man derimod lagt en strategi for, hvilke tiltag der træder i kraft, hvis smittespredningen når et vist niveau, og det vil ikke bare Venstre, men også Liberal Alliance, de Konservative og de Radikale lade sig inspirere af.

Den todelte strategi kendt som »hammeren og dansen« har siden foråret kendetegnet regeringens håndtering af covid-19. Først slog statsminister Mette Frederiksen (S) med hammeren, da samfundslivet blev sat på vågeblus, og nu skal vi lære at leve med sygdommen et godt stykke tid endnu og styre uden om den største smittespredning.

Men ifølge flere partier har regeringen og myndighedernes dans med corona efterhånden karakter af en stoledans, hvor borgere og erhvervsdrivende skal finde sig en plads i samme sekund, musikken stopper.