Politikere vil give medaljer til veteraner fra 9. april

Flere forsvarsordførere vil i anledning af 75-året for Besættelsen give medaljer til de veteraner, der forsvarede Danmark 9. april 1940.

Arkivfoto fra den tyske besættelse 9. april 1940. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Den 9. april er det 75 år siden, at Danmark blev besat af tyske tropper, men veteranerne fra besættelsesdagen er aldrig blevet hædret med en medalje. Det vil en række forsvarsordførere nu lave om på, skriver Jyllands-Posten.

»Det er skammeligt, at veteranerne ikke for længe siden har fået en medalje for deres indsats, og jeg vil derfor appellere til forsvarsministeren om, at det sker,« siger Venstres forsvarsordfører Troels Lund Poulsen (V) til avisen.

Han mener, at det er vigtigt, at samfundet sender et signal om, at de, der gør en forskel for Danmark, anerkendes for deres indsats. Også den konservative forsvarsordfører Mike Legarth (K) mener, at veteranerne bør modtage ros og en medalje for deres heroiske indsats for fædrelandet.

Dansk Folkepartis forsvarsordfører Marie Krarup (DF) kalde det ligefrem forkasteligt, at veteranerne ikke har fået en medalje.

Det undrer også Enhedslistens forsvarsordfører Nikolaj Villumsen, at veteranerne ikke har fået en medajle og påpeger, at de var uden skyld i den hurtige overgivelse.

Forsvarsminister Nicolai Wammen har ikke svaret på Jyllands-Postens henvendelser om hans holdning til uddeling af medaljer til veteranerne fra Besættelsen.

16 danske soldater mistede livet, inden beskeden om kapitulationen nåede frem til fronten.