Politikere: Vi skal gå PETs ressourcer igennem med en tættekam

Både Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl og økonomi- og indenrigsminister Morten Østergaard er klar til gå PETs ressourcer efter i sømmene efter terroren i Paris. Enhedslisten maner til besindighed.

ATKIVFOTO 2014 af Morten Østergaard. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Under de Radikales årlige nytårsstævne i Nyborg søndag tørnede de tre partiledere fra Enhedslisten, de Radikale og Dansk Folkeparti sammen i en debat, der mest kom til at handle om terrortruslen efter de seneste dages begivenheder i Frankrig.

Mens både Morten Østergaard (R) og Kristian Thulesen Dahl (DF) melder sig klar til at se på ressourcerne hos den danske efterretningstjeneste, maner Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) til ro.

»Jeg har ikke hørt PET selv efterlyse flere ressourcer. Hvis PET efterlyser noget mere, så skal vi selvfølgelig se på det, men hvis det bare handler om, at nogle politikere vil komme med hårde udmeldinger, fordi der er sket noget forfærdeligt i Paris, så kan jeg ikke se meningen med det,« siger hun.

Men Morten Østergaard understreger, at regeringen allerede i efteråret annoncerede, at den vil nedsætte et udvalg, der skal se på, om terrorbekæmpelsen i Danmark er organiseret rigtigt. For forholdene udvikler sig.

»Mange af de danske tiltag blev skabt i kølvandet på 11. september. Og arbejdet med at se på vores indsats er jo ikke mindre relevant nu, hvor vi har haft et frygteligt terrorangreb i Frankrig. Og hvis det fører til, at der er behov for at styrke indsatsen hos blandt andet efterretningstjenesterne, så kan det være helt fornuftigt. Der er ikke nogen, der mener, at vi skal handle i panik,« siger den radikale leder.

Han understreger, at vi ikke må give køb på de frihedsrettigheder, vi netop prøver at forsvare, fordi vi frygter terror.

»Danmark har af mange grunde været i en situation med en høj terrortrussel. Det er vi fortsat. Og derfor giver det god mening en gang imellem at kigge på, om vi har indrettet os på den mest relevante måde. Det skal vi ikke gøre, fordi der var et terrorangreb i Frankrig, men fordi terrortruslen udvikler sig,« siger Morten Østergaard.

Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl mener, at vi står over for en massiv trussel, der byder, at vi danskere må acceptere, at vores efterretningstjeneste har rigtig gode midler til at afsløre »galninge«.

»Vi bliver nødt til at gå vores regelsæt og efterretningstjeneste igennem med tættekam og se om den har de nødvendige ressourcer,« siger han.

Han køber ikke argumentet fra Johanne Schmidt-Nielsen om, at PET ikke selv har efterlyst flere ressourcer.

»Nu går PET ikke ud i offentligheden og råber om deres ressourcer. Det skal håndteres stille og roligt. Gudskelov har efterretningstjenesten fået sikret os mod nogle af de terrorangreb, der ellers ville være sket. Og vi kunne have haft en situation på Jyllands-Posten, som den vi har set i Paris. Og så er rettidig omhu selvfølgelig, at vi benytter en anledning som denne til at se tingene efter,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Han frygter, at journalister og bladtegnere vil pålægge sig selv en større censur, hvis de ikke føler, at de bliver tilstrækkeligt beskyttet. Og så vinder ekstremisterne.

»Det kan godt være, at vi siger, at der er ytringsfrihed. Men hvis man ikke tør bruge den af frygt for ekstremister, så er den frihed jo ikke reel,« siger Kristian Thulesen Dahl.