Tusindvis af danske fodboldfans fik annulleret deres billetter til den afgørende EM-landskamp mellem Danmark og Rusland i Parken i mandags.
Andre behøvede imidlertid slet ikke at anskaffe sig en af de få eftertragtede billetter til kampen, der endte med en historisk, dansk sejr på 4-1.
En række folketingspolitikere var nemlig inviteret til kampen af det tyske bilmærke Volkswagen, der er en af UEFAs hovedsponsorer til slutrunden.
På de sociale medier kunne man se, at Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, var klædt i rødt og hvidt på A-tribunen med sine partikolleger Jan E. Jørgensen, Sophie Løhde og Torsten Schack. Også Martin Lidegaard fra Radikale Venstre og Socialdemokratiets retsordfører, Jeppe Bruus, var til stede.
Venstre oplyser til Berlingske, at de fire partimedlemmer på stadion var inviteret til et »fagligt arrangement« af Volkswagen og Danske Bilimportører. Til TV 2 fortæller Martin Lidegaard, at også han var inviteret af Volkswagen, som inden kampen afholdt et møde om at fremme salget af elbiler i Danmark. I en sms til Berlingske skriver Jeppe Bruus, at han deltog i samme arrangement.
Jesper Olsen er lektor i offentlig ret på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet. Han er derudover formand for den danske gren af organisationen Transparency International, hvis mål er at bekæmpe korruption.
Og han ser et stort problem i, at politikerne var i Parken på Volkswagens regning.
»Volkswagen inviterer ikke politikerne i Parken, fordi de er godt selskab. De inviterer dem, fordi Volkswagen gerne vil have politikernes øre. Dermed køber de sig jo adgang til danske folketingsmedlemmer, og det er en smørelseskultur, vi skal væk fra,« siger Jesper Olsen.
Han fremhæver desuden, at politikernes tilstedeværelse i Parken på Volkswagens regning havde været ulovlig, hvis de havde været embedsmænd.
»Det er et stort problem, at der gælder nogle regler for alle offentligt ansatte og så andre regler for folketingsmedlemmer.«
Kan det ikke være rart for danskerne at se, at politikerne er almindelige mennesker, der nyder en aften sammen i Parken?
»Jo. Og ligesom alle andre mennesker skal betale deres billetter selv, hvis de vil i Parken, så må politikerne også betale selv,« siger Jesper Olsen.
»Den eneste undtagelse er, hvis de er inviteret af DBU som officielle repræsentanter, fordi der er tale om en officiel begivenhed. Det tjener et formål. Men hvis politikerne derudover vil i Parken, må de betale selv.«
Ingen vil udtale sig
Ifølge TV 2 var også Kristian Hegaard fra Radikale Venstre og Rosa Lund fra Enhedslisten i Parken. Begge havde dog skaffet sig billetter gennem det almindelige salg.
Berlingske forsøger at få uddybende kommentarer fra de politikere, der var til stede i Parken på Volkswagens regning. De, der er vendt tilbage, ønsker ikke at stille op til interview, mens andre ikke har svaret på henvendelsen.
Det lykkedes dog at fange Torsten Schack, men da han var på vej ind til et møde med nogle fiskere, havde han ikke tid til at svare på opklarende spørgsmål om mandagens tur i Parken.
Jesper Olsen fra Transparency International har svært ved at begribe, at politikerne tilsyneladende ikke selv kan se det problematiske i at være inviteret gratis i Parken af Volkswagen.
»Politikerne er altid de første til at bede om flere regler og mere kontrol, men når det kommer til dem selv, er sagen en anden. De er hjemmeblinde, og det er det største problem,« siger han.

Partilederne fra De Konservative, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti var til stede i en lounge et andet sted på stadion. Hverken Søren Pape Poulsen, Alex Vanopslagh eller Kristian Thulesen Dahl ønsker at stille op til interview, men deres rådgivere oplyser til Berlingske, at de var inviteret af Parken Sport & Entertainment.
Også statsminister Mette Frederiksen (S) var på plads ved siden af kongefamilien i Parken, mens beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) sad på rækken foran.
Statsministeriet oplyser, at Mette Frederiksen var inviteret til kampen af DBU. Det samme var Peter Hummelgaard, oplyser Beskæftigelsesministeriet.


