I nat lukkede Sverige grænsen til Danmark i foreløbig en måned. Baggrunden er, at de svenske myndigheder vil sikre sig mod, at en ny og mere smitsom variant af coronavirussen, der stammer fra Storbritannien, kommer ikke ind i landet. Grænselukningen skaber dog store problemer for bornholmerne og andre, der skal til øen i Østersøen.

Flere politikere kalder lukningen »utilstedelig«, fordi der ikke er fundet en løsning på, hvordan bornholmerne kan køre gennem Sverige, når de skal med færgen fra Rønne til Ystad for at komme til Sjælland via Øresundsbroen.

»Jeg kan godt have forståelse for, at svenskerne forsøger at værne sig mod coronasmitten, men det er et meget alvorligt tiltag at stoppe trafikken. Jeg forventer, at man er i fuld gang med at finde en løsning for bornholmerne,« siger Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorenzen.

Ordføreren er skuffet over, at Sverige ikke har fundet en løsning, inden grænsen blev lukket.

»Det er ikke i ånden med det gode samarbejde, vi har her i Norden,« siger han.

Både Kristian Pihl Lorenzen og De Konservatives transportordfører, Niels Flemming Hansen, foreslår, at svenskerne kan kræve, at personer, der kører gennem Sverige, udfylder en tro og love-erklæring om, at man ikke forlader bilen, mens man befinder sig i Sverige.

»Hvis man på tro og love erklærer, at man ikke står ud af bilen, kan jeg ikke se, hvorfor det ikke skulle være muligt for danskere at køre gennem Sverige til og fra Bornholm,« siger Niels Flemming Hansen.

Transportministeriet oplyser, at det er ved at forhandle en løsning med svenskerne, så det kan blive muligt for bornholmere at køre gennem Sverige til færgen i Ystad.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) oplyste mandag aften, at der vil blive indsat flere fly og færger mellem Sjælland og Bornholm.

»Jeg har fuld tiltro til, at ministeren gør alt, hvad han kan i denne sag,« siger Niels Flemming Hansen.

Over for DR erklærer Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S), sig dybt bekymret.

»Det er utroligt kaotisk. Det er et af de tidspunkter på året, hvor flest skal hjem til deres forældre på Bornholm,« siger hun og erklærer, at »vi er ret rystede«.

»Det er svært at forestille sig, at turen fra Rønne-Ystad kan erstattes af færgen fra Køge. Færgen kan kun sejle to ture i døgnet, fordi det tager seks timer hver vej, ligesom det bliver svært at lave en luftbro, der kan konkurrere med færgerne.«