Politikere på stribe vil nu ændre omdiskuterede skilsmisseregler: »Det er jo, så nakkehårene rejser sig«

Fagfolk og organisationer har advaret om store problemer med nye skilsmisseregler, der i nogle tilfælde optrapper konflikterne i brudte familier. Nu vil partier fra venstre til højre se på, om systemet skal ændres, og alle regeringens støttepartier erklærer sig direkte klar til at ændre to stærkt kritiserede regler.

Efter lange forhandlinger blev alle Folketingets partier 27. marts 2018 enige om et nyt skilsmissesystem. Fremover skal barnet være i centrum, når forældrene går fra hinanden, understregede daværende børne- og socialminister Mai Mercado (K). Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Når social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) til januar mødes med repræsentanter fra partierne på Christiansborg til drøftelser om det nye skilsmissesystem, vil hun blive mødt med et krav om, at centrale elementer skal laves om.

Et flertal i Folketinget er således klar til at drøfte ændringer af systemet.