Politikere: Minister for hurtig på aftrækkeren

Justitsminister Morten Bødskov kritiseres for at indføre nye og skrappe våbenregler, der kan ramme flere hundredtusind danskere, uden en politisk debat. VK-regeringen igangsatte selv de nye regler, lyder modargumentet.

Det gik lidt for stærkt, da justitsminister Morten Bødskov (S) onsdag bekendtgjorde, at der fra 1. juni indføres nye og strengere regler for de danske våbenejere.

Sådan lyder kritikken fra en række retsordførere i Folketinget, fordi de nye regler kan få betydning for mange tusind danskere. Venstres Karsten Lauritzen mener, at der er brug for en debat, fordi »man med Bødskovs underskrift kriminaliserer flere hundredtusind danskere«, og i Liberal Alliance kalder man det »uhørt«, at Morten Bødskov ikke har været forbi Folketingets partier.

- Han har været lidt hurtig på aftrækkeren i denne sag, og det viser også et generelt problem: At man er alt for velvillig fra Folketingets side til at give nogle brede bemyndigelser til ministrene, som så kan gå ind og bestemme alt for meget selv uden en godkendelse fra Folketinget, siger Simon Emil Ammitzbøll, der desuden mener, at reglerne »var fine som de var«.

Tusindvis af danskere bliver kriminelle

De nye regler betyder, at alle luftvåben med en kaliber på 5,5 millimeter og derover skal registreres hos politiet. Ifølge tal fra de danske våbenhandleres forening findes der omkring 800.000 luft- og fjedervåben i danske hjem og sommerhuse.

I Enhedslisten er man helt på linje med de nye regler, men partiet er enig i, at der skal gøres mere for at oplyse, når beslutningen alene er taget af justitsministeren.

- Reglerne er sådan, at det kan han gøre, og så forventes befolkningen at læse Folketingstidende. Men selvfølgelig gør de ikke det, så derfor skal man tage at gøre noget mere for at oplyse omkring det - det er klart. Det kræver en oplysning, at der er nogle våben, som nu skal registreres, hvis man beholder dem, siger retsordfører Pernille Skipper.

Regeringspartiet Det Radikale Venstre påpeger, at den tidligere VK-regering med de daværende konservative justitsministre Lene Espersen og Lars Barfoed i spidsen selv har spillet en stor rolle i tilblivelsen af de nye våbenregler.

Debatten skulle have været der for flere år siden

- Det kan da godt være, at vi skulle have haft mere debat om det, men det skulle man måske have taget for flere år siden. Det er vigtigt, at vi har en lang indfasning af det her, så de private, der måtte have nogle luftgeværer, som kræver tilladelse, nu har en lang periode at få gjort det i, siger Jeppe Mikkelsen (R).

Den tidligere VK-regerings støtteparti, Dansk Folkeparti, mener, at det er for sølle at henvise til gamle begivenheder, når de nye regler snart vil få betydning for en masse danskere, som ikke nødvendigvis er klar over lovændringen. Retsordfører Peter Skaarup siger, at han »ikke har hørt et muk« om de nye regler.

- Der har selvfølgelig været en diskussion frem og tilbage, men sådan er det med mange ting i Folketinget. Folkeskolen bliver også hele tiden diskuteret, men derfor tager man alligevel partierne - ikke mindst forligspartierne - med på råd, inden man griber til handling, siger Peter Skaarup.

Det har torsdag ikke været muligt at få en kommentar fra justitsminister Morten Bødskov.