Politikere indkaldt til møde hos Heunicke: Nye restriktioner kan være på vej

Efter en periode med stigende smittetal og flere indlæggelser på hospitalerne er partiernes sundhedsordførere nu indkaldt til møde om coronasituationen hos sundhedsminister Magnus Heunicke. Blandt politikere tales der om nye restriktioner mod epidemien.

(Arkivfoto). Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sundhedsordførere fra Folketingets partier er blevet indkaldt til møde hos sundhedsminister Magnus Heunicke (S) onsdag eftermiddag klokken 13.00 om coronasituationen.

Det erfarer Berlingske, ligesom De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, bekræfter mødet over for Ritzau.

Det er endnu uvist, hvad orienteringen mere præcist vil gå ud på, men blandt de indkaldte politikere er forventningen, at man på mødet også skal diskuteres mulige nye restriktioner.

Et politisk flertal har således allerede tilkendegivet at være parat til at forkorte den periode, hvor coronaprøver er gyldige, hvis regeringen som forventet fremsætter forslag om det.

Tanken er at indskrænke den periode, som en negativ pcr-test eller kviktest giver grønt lys i coronapasset, med et døgn til henholdsvis 72 og 48 timer.

I dag er perioden henholdsvis 96 og 72 timer.

En indskrænket gyldighed for coronatest vil i udgangspunktet komme til at gælde alle, men tiltaget vil i særlig grad rette sig mod uvaccinerede danskere.

Samtidig har en af regeringens eksperter i kampen mod corona, professor i immunologi og virologi Astrid Iversen fra Oxford University, i dagens Berlingske anbefalet politikerne at indføre yderligere restriktioner for at dæmme op for udviklingen i smittespredningen.

Lignende anbefalinger har hun også givet politikerne på et møde i forrige uge.

Det drejer sig om genindførelsen af mundbind på nationalt plan eksempelvis i den kollektive trafik, påpeger Astrid Iversen.

Samtidig bør man ifølge Oxford-professoren kraftigt overveje endnu mere drastiske indgreb lokalt i områder, hvor smitten er særlig udbredt.

Det kan dreje sig om krav om selvisolation, hvis man bliver udpeget som nær kontakt til en smittet, ligesom det kan dreje sig om forsamlingsloft visse steder.

»Derfor tror jeg, at vi gør klogt i på nuværende tidspunkt at tage yderligere restriktioner i brug for at bremse smittespredningen,« siger hun til Berlingske.

Formand for Epidemiudvalget, De Radikales Stinus Lindgreen, vil på forhånd ikke afvise nye tiltag. Tværtimod.

»Det næste logiske skridt vil være mundbind, fordi de virker generelt smittedæmpende også på andre vira. Det er klart en af de ting, vi skal kigge på,« siger han.

Til Ritzau udtaler De Konservatives Per Larsen:

»Nu må vi se, hvad de kommer med, men det kunne selvfølgelig være at indføre mundbind i busser og tog for at dæmpe smittetrykket,« siger han:

»Hvis eksperter mener, at vi skal tage det redskab i anvendelse, så synes jeg også, at det er en mulighed, der foreligger.«

SF er tilhænger af at indføre mundbind og selvisolation for nærkontakter i en periode, oplyser sundhedsordfører Kirsten Normann Andersen, mens mundbind ifølge Enhedslistens coronaordfører, Peder Hvelplund, »godt kunne være aktuelt, i hvert fald i områder hvor smitten er udbredt«.

Flere dage er smittetallene nået op over 4.000, ligesom sygehusene oplever et stigende antal indlæggelser.

Onsdag blev yderligere 4.199 personer smittet. Antallet af indlagte lyder på 444, heraf 49 personer på intensiv.

Det er i sidste ende politikerne i Folketingets Epidemiudvalg, som afgør hvorvidt, der skal indføres yderligere restriktioner - og i givet fald hvilke.