Politikere: Flere sager om socialt bedrageri er godt nyt

Antallet af sociale bedragere i a-kasserne er femdoblet på fem år. Det er gode tegn, mener politikerne.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

A-kasserne har fået nemmere ved at afsløre bedragere, der eksempelvis har et arbejde, samtidig med at de får dagpenge, skriver Jyllands-Posten.

Fra 2009 til 2013 er antallet af politianmeldelser for bedrageri femdoblet fra 120 anmeldelser i 2009 til 640 forrige år.

»Jeg synes selvfølgelig, det er bekymrende, at så mange forsøger at snyde systemet. Det går ikke. Men jeg er glad for, at indkomstregisteret har givet bedre muligheder for at fange bedragerne. Jeg håber, tallene sender et signal til de her mennesker om, at det ikke kan betale sig at snyde,« siger Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Leif Lahn Jensen.

Også hos oppositionen ser man på tallene fra a-kasserne med positive briller, selv om der stadig er behov for en endnu skarpere indsats.

»Det er fint, man får afsløret svindlere. Registeret er en god måde at finde frem til dem på. Det er selvfølgelig bekymrende, at tallet er så højt, men jeg håber, det afskrækker andre, at der trods alt bliver snuppet så mange snydere. Derudover bør politikerne være lydhøre over for a-kasserne, hvis der er behov for tiltag eller stramninger på området,« siger social- og arbejdsmarkedsordfører Mai Mercado (K).

A-kasserne har i dag mulighed for at idømme dagpengebedragere en karantæne på et halvt års dagpenge, men siden A-kasserne fra 2011 blev pålagt at bruge indkomstregisteret, har bedrageri på over 25 gange den maksimale dagpengesats på 815 kr. – altså bedrageri for omkring 20.000 kr. – desuden automatisk medført en politianmeldelse.

Socialdemokraterne mener ikke, at der er behov for yderligere stramninger af reglerne.

»Lige nu synes jeg ikke, vi skal lave tingene om. Indkomstregisteret er et godt våben til at fange bedragere, og det skal vi følge nøje for at se, om der kommer flere eller færre sager. Det vil jeg selvfølgelig gøre i tæt dialog med a-kasserne,« siger Leif Lahn Jensen.