Politikere brugte over 100.000 på weekendferie

Lars Løkke Rasmussen (V) kritiseres i dag for at lade skatteyderne betale en weekendtur uden fagligt indhold til Italien med det daværende sundhedsudvalg i Frederiksborg Amt. Men sagen er, at hele sundhedsudvalget lod skatteyderne betale gildet. ”I strid med reglerne,” siger forvaltningsekspert.

Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

106.496 kroner.

Så mange penge fyrede det daværende Sundhedsudvalg i Frederiksborg Amt af på en weekendferie i Italien. Det faglige arrangement begyndte først om mandagen, hvor udvalget bl.a. skulle besøge hospitaler i Lazioregionen.

Flere af de politikere, der var med på turen, bekræfter over for Berlingske.dk, at weekenden var ren fornøjelse – og ikke politik.

Finansminister Lars Løkke Rasmussen (V), der dengang var borgmester i Frederiksborg Amt, var med på turen i weekenden.

Nyhedsavisen skriver i dag, at Løkke Rasmussen tog hjem om mandagen, inden det faglige arrangement begyndte og dermed brugte 13.312 skatteyderkroner på en tur uden fagligt indhold.

Men bilag, som Berlingske.dk er i besiddelse af, viser, at de 13.312 kroner er et gennemsnitsbeløb fordelt på de i alt otte politikere samt embedsmænd, der var med på weekendturen.

Det fremgår ikke af bilaget, hvor mange embedsmænd, der tog med til Italien. Men ganger man de godt 13.000 kroner op med de otte politikere, får man et mere retvisende billede af, hvor mange skatteyderkroner, som politikerne nåede at fyre af på weekendturen til Rom, nærmere bestemt 26.-29. maj 2000.

Pris: 106.496 kroner.

Og det faglige begyndte først mandag 29. maj. Altså samme dag, som opgørelsen over de 106.496 kroner er afsluttet.

Formand for Venstres gruppe i amtsrådet dengang, Arne Blom, var med på turen. Han bekræfter, at han ikke selv betalte for hotel og restaurantbesøg i weekenden:

”Det var ordnet hjemmefra. Og jeg spurgte ikke ind til, hvem der betalte regningen på hotellet og når vi var ude og spise,” siger Arne Blom.

Men du betalte ikke selv?

”Nej, det gjorde jeg ikke.”

SFeren Tonny Husted Nielsen var også med på turen. Han bekræfter ligeledes, at han ikke betalte hotel og restaurant.

”Det gjorde ingen, sådan har det aldrig været skik, når vi var ude,” siger Tonny Husted Nielsen og tilføjer:

”Jeg har også været i USA, Canada, Rom og Spanien på studietur, og der har også været en enkelt eller to dage i tilknytning til de ture, hvor vi ikke blev afkrævet penge efterfølgende. Men det må der være nogle regler for, for efter min mening var vores forvaltning rimelig skrap til at holde øje med os.”

Men ifølge lektor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, Steen Bønsing, har forvaltningen i det daværende Frederiksborg Amt åbenbart ikke været skrap nok. Han siger, at det er okay at tage af sted dagen før, så man kan være udhvilet, når det faglige arrangement begynder. Men en hel weekendferie uden fagligt indhold er ikke i orden.

”Det er i strid med reglerne, for man kan ikke få dækket den del, der har karakter af privat arrangement, og det hjælper ikke noget, at man lægger sit private arrangement i begyndelsen af et officielt arrangement,” understreger Steen Bønsing.

Direkte adspurgt vil SFs Tonny Husted Nielsen ikke umiddelbart betale pengene tilbage. Men han åbner for, at en revision eventuelt må kigge på de over 100.000 kroner, som det daværende sundhedsudvalg brugte på en weekendtur dengang.

Lars Løkke Rasmussen har tidligere forklaret til Berlingske Tidende, at han var med til en del af det faglige arrangement om mandagen, hvor han først tog hjem om aftenen.

Udover Lars Løkke Rasmussen var følgende politikere fra det daværende sundhedsudvalg med på weekendturen til Rom i 2000:

Carsten Bo Jensen (S)

Arne Blom (V)

Hans Andersen (V)

Harald Kortland (S)

Ove C. Alminde (K)

Kirsten Ebbensgaard (K)

Tonny Husted Nielsen (SF)