»Politik er nok det mest firkantede område, jeg har arbejdet indenfor«

Serie: 'Derfor blev jeg politiker'. Alternativets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, havde egentlig ikke tænkt sig at blive politiker. Men projektet omkring det grønne parti gjorde, at han pludselig evnede at kommunikere klart og tydeligt. Og blev grebet af det. Og så ændrede han holdning.

Rasmus Nordqvist, Alternativets politiske ordfører. Fold sammen
Læs mere
Foto: Simon Skipper

Politiko.dk har interviewet en håndfuld nuværende og tidligere folketingspolitikere om, hvad der drev dem til at gå ind i dansk politik, om vejen til at blive politiker og om fordele og ulemper som folkevalgt. Serien bliver bragt i denne uge.

I dag er det Alternativets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, der fortæller:

»Det var ikke så meget én bestemt person, eller én bestemt begivenhed, der gjorde, at jeg blev politiker. Det var faktisk et bestemt projekt.

Jeg har sådan set altid været politisk og haft politiske holdninger. Og siden jeg var helt lille har jeg deltaget i alle mulige former for aktivisme og også været aktiv politisk - jeg har for eksempel været med til at føre valgkampe. Jeg var med til at lave Uffe Elbæks valgkamp i 2011, dengang han stillede op for de Radikale i København. Jeg har hjulpet en anden radikal, Margrethe Wivel, og jeg har hjulpet Lone Dybkjær i hendes kampagner før også.

Men det var først et stykke tid inde i Alternativets levetid, at jeg fandt ud af, at jeg ville stille op og faktisk blive politiker, om jeg så må sige. Det var fordi jeg syntes, vi havde en vigtig dagsorden, en vigtig mission og en spændende platform, som jeg mente, jeg kunne bidrage positivt til ved at stille op.

Jeg har altid gerne villet forandre samfundet. Det handler ikke om at gøre det, vi allerede har, lidt bedre. Det handler om at forandre samfundet - at gøre det bestående meget bedre. Det er også det fundament, Alternativet står på. Og det var også derfor, jeg følte, at jeg kunne gøre en forskel. Jeg sad som bestyrelsesformand i partiet i begyndelsen. Men jeg kunne mærke, at når jeg var ude og tale om partiet og fortælle om vores holdninger, så kunne jeg kommunikere klart og tydeligt om det. Det tændte mig. Og det var nyt for mig. Jeg har ikke været vant til at tale politik på den måde før - hele min karriere har det handlet mere om min faglighed - mode og uddannelse af designere.

Det er meget anderledes at tale politik. Man sætter sig selv meget mere på spil, man har ikke en faglighed at læne sig op ad. Man kommunikerer og debatterer sine holdninger. Og dermed også sig selv. Så det er en lidt anderledes balance mellem projektet og det personlige, når man skal kommunikere politisk.

Jeg er uddannet designer fra Danmarks Designskole. Jeg har arbejdet som designer i en del år – både i Frankrig og i Danmark. Jeg har haft min egen virksomhed og har også arbejdet med både brandudvikling og forretningsudvikling. De sidste år har jeg koncentreret mig om at undervise kommende designere i forståelse af forretning og branding med særligt fokus på bæredygtighed. Det har jeg gjort på Designskolen i Kolding og i Berlin på EsMod.

Jeg kan ikke helt pege på én ting, der gjorde, at jeg besluttede mig for at stille op. Det var mere frugten af en række ting. Men jeg besluttede mig for at stille op på vores første rigtige årsmøde. Det var på Bornholm, og det var lige før Folkemødet. Vi var et halvt år gamle og havde brugt de seks måneder på at udvikle vores politik i de politiske laboratorier, vi stadig afholder. Dengang sad vi 100 mennesker sammen – det var stort dengang – og det var første gang, jeg følte, jeg havde at gøre med et projekt, som jeg kunne tale ud fra og ind i. Og med hjertet. Jeg havde hele tiden - og meget tydeligt - sagt, at jeg ikke ville stille op. Men da jeg begyndte at åbne for alligevel at gøre stille op, blev det heldigvis godt modtaget. Der var flere, der sagde »yes« til mig.

Vi skal gøre op med nødvendighedens politik

Jeg har selvfølgelig også registreret den tillidskrise, der er mellem befolkningen og politikerne. Men for mig handler det måske mindre om personerne og mere om systemet. Jeg synes ikke, det politiske etablissement og måden, vi har indrettet os på politisk i Danmark fordrer tillid eller samarbejde. Det handler for det første om den nulfejlskultur, der er i politik. Det værste, der næsten kan ske for en politiker, er jo, at man tager fejl. Så bliver man ydmyget vidt og bredt. Det fordrer bestemt ikke noget godt. Og for det andet så handler det om det, mange politikere efterhånden har gjort til deres vigtigste argument; nemlig nødvendighedens politik. Vi gør det, fordi der brug for det, siger de, men det handle jo om politiske valg.

Jeg tror på, at det er vigtigt, der kommer forskellige mennesker ind i det systemet politik, så det ikke er den samme slags mennesker hele tiden. Det kan ryster systemet lidt og giver en rigtig mangfoldighed. Vi kommer alle sammen med en særlig baggrund og kultur, som kan være med til at rykke noget. Også selvom vi kommer fra samme parti og har samme holdninger. Jeg kan for eksempel se, at jeg med min baggrund inden for de kreative erhverv går til det at løse problemer på en lidt anden måde end alle dem, der eksempelvis har læst statskundskab. Mangfoldighed skaber forandringer og nye måder at tænke på. Og det er der brug for.

For mig er der to ting, der er helt afgørende for mit engagement i politik. Det ene er at få ændret vores politiske kultur, så vi får langt mere inddragelse. Politik skal være et langt mere kreativt rum, hvor vi finder løsninger på nye problemer. Det handler om, at vi skal gå nye veje, inddrage flere og komme op med flere og mere anderledes løsninger. Det kræver en bedre dialog.

Politik er nok det mest firkantede område, jeg har arbejdet indenfor - jeg er vant til, at man mødes på tværs af faglighed, forståelse og overbevisning og finder løsninger. Det er politikere ikke altid lige gode til. Det andet afgørende parameter er den grønne agenda. Vi skal have skabt nogle forandringer af samfundet og lavet nogle omstillinger, så vi ikke bruger flere ressourcer end jorden gendanner, men også at vi skabe et mere lige samfund både herhjemme og i verden.

Men det er også fantastisk sjovt at være kommet ind i politik. Jeg har lavet mange både udfordrende og spændende ting i mit liv. Men det her slår det hele. Man møder mennesker fra alle mulige baggrunde, organisationer, virksomheder, partier og også mange forskellige privatpersoner, som gør ens dagligdag interessant. Man har - eller får - simpelthen et informationsniveau, som er så fantastisk højt.

Men det er også med en stor ydmyghed, jeg er blevet politiker. Jeg sidder jo på skuldrene af 167.000 vælgere og taler på deres vegne. Og jeg kan stadig blive helt bjergtaget, når jeg går ind på Christiansborg. Wow, er det virkelig her, jeg arbejder, tænker jeg nogle gange. Andre gange har man bare travlt og løber ind og direkte op til møde. Men det er stadig noget helt specielt.

Nye indtryk og et møde i Statsministeriet

Jeg har ikke nogen såkaldt sidste salgsdato på mig som politiker. Det er ikke sådan, at jeg skal blive minister, før jeg har fået mine personlige ambitioner opfyldt. De er opfyldt, når jeg på et tidspunkt synes, jeg har gjort en forskel. Men jeg var næsten 40 år, da jeg blev valgt ind og har derfor en karriere bag mig allerede. Den karriere har gjort, at jeg har både inspiration og viden med mig udefra. Men det gør også, at jeg ikke nødvendigvis tænker, at jeg skal være politiker resten af mit liv. Det har jeg ingen ambitioner om. Jeg er politiker så længe, jeg gør en forskel og så længe, jeg synes, det er sjovt, spændende og udfordrende. Og så selvfølgelig så længe, folk stemmer på mig, det er klart.

Første gang jeg følte mig som en rigtig politiker var lige efter valget sidste år. Der skulle den fungerende statsminister, Helle Thorning-Schmidt, til rådsmøde i EU. Og da det nye Folketing ikke var samlet på det tidspunkt, var der heller ikke noget Europaudvalg. Derfor havde hun indkaldt partilederne, så hun kunne få et mandat til mødet. Det gik jeg så til i stedet for Uffe Elbæk. Og dér sad jeg så pludselig i Statsministeriet sammen med de politiske ledere og den fungerende statsminister og Martin Lidegaard, der var fungerende udenrigsminister. Den skulle jeg lige synke. Jeg var lige kom ind og vidste ikke noget som helst om hvordan det foregik. Der var det meget rart, at der var nogle dygtige embedsfolk, der lige tog mig i hånden, placerede mig og hjalp mig igennem, når der var en situation, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre. Som jeg husker det, sagde jeg vist kun noget ganske kort en enkelt gang på det møde.

Det værste ved at være politiker er, når man får smidt en masse affald i hovedet af folk på mails, sms eller sociale medier, der ikke forholder sig til det politiske. Det sker for eksempel, når man har været i fjernsynet og kommentere på en historie eller skrevet en kommentar på sociale medier eller en blog. Nogle gange får jeg at vide, at jeg er dum, grim og landsforræder, at mine briller er grimme og at jeg skal gå i nogle ordentlige sko. De der ligegyldige og apolitiske kommentarer kan være meget trættende.

En anden ting, som er udfordrende er, at man skal være utrolig hurtig til at kommunikere. Især i forhold til medierne. Jeg kan sagtens forstå, man skal gøre det, men når man arbejder med nogle agendaer, man synes er meget vigtige, kan det godt være stærkt udfordrende at skulle forklare sit synspunkt på 30 sekunder, så det kan komme med i TV Avisen.«

Derfor blev jeg politiker: Dette er tredje artikel i en serie om, hvorfor fem politikere endte med at gå ind i politik. Politiko.dk har også talt med børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) - den artikel blev bragt i tirsdags, den tidligere udenrigsminister og formand for de Konservative Lene Espersen - den artikel blev bragt i går. I de kommende dage kan du læse om, hvorfor den tidligere radikale udenrigsminister Niels Helveg Petersen og Socialdemokraternes udlændingeordfører og tidligere fødevareminister, Dan Jørgensen, blev politikere.

Læs om, hvorfor børne- og undervisningsminister Ellen Trane Nørby blev politiker:

Læs om, hvorfor tidligere udenrigsminister og formand for de Konservative Lene Espersen blev politiker: