Politiforhandlinger går ind i afgørende fase

Fredag eftermiddag går politiforhandlingerne ind i en afgørende fase, når regeringen, blå blok, Socialdemokraterne og de Radikale mødes og drøfter den nye flerårige aftale for politiet. Det slår Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen (S), fast på vej ind til mødet.

»Nu går vi ind i en afgørende fase. Vi synes først og fremmest, det er en rigtig dårlig idé at spare på ungdomsuddannelserne for at betale for politiet. Derfor arbejder vi målrettet på at få overbevist regeringen om, at det ikke er vejen frem,« siger han.

Heller ikke de Radikale vil være med til at finansiere flere tusinde nye betjente med dårligere gymnasier og handelsskoler, fastslår retsordfører Sofie Carsten Nielsen (R) med henvisning til, at de nye betjente skal finansieres gennem besparelser på ungdomsuddannelser for 500 millioner kroner.

De Konservative kræver 1.500 flere betjente over de næste år, mens Dansk Folkeparti mener, at der er behov for 2.000 flere betjente.

»Selv om der fortsat er mange uafklarede ting, forventer jeg, at vi kommer et skridt videre i dag,« siger K-formand Søren Pape Poulsen (K).

BNB