Pludselig steg regningen for minkaflivningen igen – det kommer ikke bag på minkavlernes formand
Estimatet for, hvor dyr erstatningen til minkavlerne bliver, er nu steget ad flere omgange. Den samlede regning nærmer sig nu 30 milliarder kroner.

Estimatet for, hvor dyr erstatningen til minkavlerne bliver, er nu steget ad flere omgange. Den samlede regning nærmer sig nu 30 milliarder kroner.

Onsdag morgen landede endnu en udvikling i sagen om erstatning til minkavlerne.
Erstatningen blev de berettiget til, da et flertal i Folketinget besluttede, at millioner af danske mink skulle aflives for at dæmme op for en mulig mutation af coronavirus i minkene. Og nu forventes erstatningen at stige med 6,3 milliarder kroner.
Det overrasker dog ikke Tage Pedersen, der er formand for Dansk Pelsdyravlerforening og Kopenhagen Fur, skriver Jyllands-Posten.
»Jeg havde forventet, at tallet ville stige fra det oprindelige tal på 19 milliarder kroner, fordi det er en meget større opgave, end regeringen troede på det tidspunkt,« siger Tage Pedersen til Jyllands-Posten.
Ifølge Tage Pedersen undervurderede regeringen og Folketinget både udgifterne til den endelige erstatning til minkavlerne og udgifterne til administration i form af Minksekretariatet, taksationskommissionen og alle de styrelser, der sidder med arbejdet.
Som bekendt lød regningen for aflivningen af mink oprindeligt på 19 milliarder kroner, men i oktober 2023 orienterede fødevareminister Jacob Jensen (V) Folketinget om, at man forventede, at udgifterne til erstatningerne ville blive to milliarder kroner højere end først antaget.
Nu er det beløb så steget til 6,3 milliarder kroner.
De endelige udgifter, der også omfatter udgifter i forbindelse med nedrivningsopgaver, beløber sig til omkring 29,5 milliarder kroner.
En af årsagerne til, at regningen bliver større end forventet, er ifølge Tage Pedersen, at det går for langsomt med at udbetale erstatningerne.
Ifølge Tage Pedersen har kun 59 ud af cirka 1.200 farme fået erstatning.