Forsvarsalliancen Nato er gået i gang med at planlægge en ny mission i Arktis.
Det siger Nato-talsperson Martin O'Donnell tirsdag ifølge AFP.
- Planlægningen af en forstærket Nato-overvågningsaktivitet kaldet "Arctic Sentry" er gået i gang, siger talspersonen.
I et opslag på X glæder forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) sig over meldingen.
- Meget glædeligt, at Nato nu bekræfter, at den militære planlægning af Nato-missionen "Arctic Sentry" er i gang. Både Danmark og Grønland har kæmpet for en større Nato-tilstedeværelse i og omkring Grønland.
- Det er afgørende, at vi sammen med allierede i Nato laver en fælles indsats for øget sikkerhed i Arktis og Nordatlanten, skriver Troels Lund Poulsen.
Både Troels Lund Poulsen og statsminister Mette Frederiksen (S) har fortalt, at Danmark ønsker en fast Nato-tilstedeværelse i Grønland og Arktis.
Det samme ønske har Grønlands regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen.
Mette Frederiksen har også fortalt, at situationen omkring Grønland nu kører i to spor.
Et spor handler om Nato og øget militær tilstedeværelse i Arktis, mens et andet spor er de diplomatiske forhandlinger, der er sat i gang mellem Danmark og Grønland på den ene side og USA på den anden side.
Fokusset på Grønland og sikkerheden i Arktis er blevet et tema efter den amerikanske præsident Donald Trumps pres for, at Grønland skal overtages af USA.
Troels Lund Poulsen har tirsdag været i svenske Göteborg for at præsentere en dansk-svensk donation til Ukraine, og her talte han også om Nato-missionen.
- Min forhåbning er, at amerikanerne også bliver en del af "Arctic Sentry", sagde forsvarsministeren ifølge det svenske nyhedsbureau TT.
Fra den svenske forsvarsminister, Pål Jonsson, lød det, at Sverige "selvfølgelig er klar til at bidrage".
De seneste uger har en danskledet militærøvelse været i gang omkring Grønland.
Den har navnet "Arctic Endurance", og flere Nato-lande har deltaget i øvelsen.
Den øgede militære tilstedeværelse i Grønland som følge af øvelsen vil fortsætte resten af 2026.
/ritzau/
