Regeringens eget støtteparti, de Radikale, langer nu kraftigt ud efter statsminister Mette Frederiksen (S) for at spille med fordækte kort og pleje egne dagsordener på bekostning af Danmarks samlede økonomi.

Baggrunden er en ny storstilet 2030-plan fra Dansk Industri, DI, der med coronaepidemien som bagtæppe anviser en vej til at indfri den politiske ambition om at reducere CO2-udledningen med 70 procent, mens velstanden samtidig vil vokse med 100 milliarder kroner, og der skabes 110.000 private job.